Regeringen vil undersøge brugen af resultatløn og bonus i staten

Efter opfordring fra S, SF og DF vil innovationsminister Sophie Løhde nu have analyseret området.

”Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.”

Sådan lyder en god grundregel i kommunikation og ledelse, som regeringen nu bruger som løftestang til at få kulegravet brugen af resultatløn i staten.

Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, sætter nu et analysearbejde i gang for at få afdækket brugen af de såkaldte præstationsbonusser i den statslige sektor.

Det sker, efter at DR Nyheder har beskrevet flere sager, hvor der er udbetalt præstationsbonusser i blandt andet Banedanmark, selvom flere af direktørerne ikke indfriede deres fastsatte mål.

- Jeg vil nu sætte gang i en undersøgelse af, hvordan resultatløn bliver brugt i staten. Altså i hvilke institutioner og i hvilket omfang det bliver brugt, og om retningslinjerne er dels tilstrækkeligt klare, og dels om de bliver overholdt, siger hun.

Flertal bag kulegravning

Sophie Løhde understreger, at brugen af resultatløn et vigtigt værktøj til at motivere de ansatte.

Tilløbet til at få sat gang i undersøgelsen er mere at få klarlagt de tilfælde, hvor brugen af resultatløn, performance- og præstationsbonusser bliver givet per automatik, og hvor reglerne måske ikke er overholdt, fortæller hun.

Analysen kommer i slipstrømmen af et krav fra et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, der har ønsket at få kulegravet brugen af præstationsbonusser.

Alene i staten blev der i 2016 udbetalt 663 millioner i resultatløn og til præstationsbonusser – også selvom det ifølge eksperter ikke vides, hvorvidt det har en effekt.

Det uforklarlige uforsvarlige

Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, er en af de politikere, der har ønsket området undersøgt.

Det er sket på baggrund af DR Nyheders afdækning af bonusudbetalinger i Banedanmark og til direktøren for det udskældte it-system Sundhedsplatformen.

- Nogle af de eksempler, som DR har kunnet grave frem om bonusser i den offentlige sektor, har vi syntes var meget underlige. Når man ikke kan forklare noget, så kan man heller ikke forsvare noget.

- Jeg er meget glad for, at ministeren lytter. Jeg tror også, at det giver rigtig god mening – særligt i den nuværende situation (hvor der forhandles om en ny statslig overenskomst, red.), siger Benny Engelbrecht.

Minister forstår undren

Sophie Løhde understreger, allerede inden undersøgelsen er sat i gang, at det er utænkeligt, at den vil nå frem til én, firkantet anbefaling af, hvordan resultatlønnen i staten skal skrues sammen, da det er en mangfoldig sektor med flere forskellige udfordringer.

Men hun forstår godt, at brugen af præstationsbonusser kan se skæv ud.

- Jeg kan jo godt forstå, hvis der er nogle danskere, der engang imellem har undret sig, når der er historier, hvor der bliver udbetalt bonusser samtidig med, at man kan se på et område, at tingene ikke står lige i skabet.

- Der er det jo, det bliver svært at forklare og forsvare, hvorfor det giver mening. Derfor er det vigtigt, vi får en større grad af åbenhed, siger Sophie Løhde.

Undersøgelsen skal ligge klar inden udgangen af 2018.