Regeringen vil undgå koncentration af udenlandske elever på enkelte gymnasier

Det skal i højere grad være op til gymnasierne, hvilke ansøgere de vil optage, mener regeringen.

Gymnasier skal i højere have mulighed for at undgå en koncentration af elever med udenlandsk herkomst, mener regeringen. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Foto: Thomas Lekfeldt- Reuters / Carlos Barria- Reuters / Mario Anzuoni- Reuters.)

En del af regeringens kommende ghettoudspil handler om gymnasier. Det fortæller undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Berlingske.

Målet er ifølge ministeren at undgå en koncentration af elever med udenlandsk herkomst på enkelte gymnasier.

Midlet bliver blandt andet at give gymnasierne mere indflydelse over, hvilke elever der sendes på hvilke gymnasier.

Ansøgere til gymnasierne fordeles af et fordelingsudvalg i et givent område. Her får gymnasier med en højere andel af elever med udenlandsk herkomst en række muligheder for at bringe andelen ned.

Hvis et gymnasium har en andel af elever med udenlandsk herkomst, der er fem procentpoint højere end gennemsnittet i fordelingsudvalgets område, får det krav på en række ændringer.

Alle gymnasier får mulighed for at blive profilgymnasium

Det kan dels kræve en anden fordeling af eleverne med udenlandsk herkomst i udvalgets område. Dels kan det over en begrænset årrække få lov at vælge halvdelen af sine elever på baggrund af andre kriterier end elevernes bopæl.

Det kan eksempelvis være faglige præstationer eller deres talesprog.

Derudover får alle gymnasier - uanset elever - mulighed for at blive et profilgymnasium. Det betyder, at det kan optage hver fjerde elev efter kriterier, som gymnasiet selv vælger.

Danske Gymnasier roser de forskellige greb til fordeling af elever med udenlandsk herkomst.

Forslaget om, at alle kan blive et profilgymnasium, skurer dog i ørerne på formand Birgitte Vedersø.

- Hvis alle skoler kan optage 25 procent af deres elever efter en særlig profil, risikerer vi, at de 25 procent dygtigste bliver støvsuget ud af markedet, hvorefter resten skal fordeles. Det er ikke så kønt, siger hun til Berlingske.

/ritzau/