Regeringen: Vores økologi-målsætning var urealistisk

Fødevareminister Eva Kjer Hansen opgiver sin målsætning om en fordobling af økologisk areal.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen siger, at hendes ambition stadig er, at den økologiske produktion skal vokse. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Regeringen dropper målsætningen om, at det økologiske landbrugsareal skal være fordoblet i 2020 i forhold til arealet i 2007, skriver netavisen Altinget.

Det var ellers Venstre selv, der som regeringsparti i 2009 var med til af formulere det økologiske mål. Nu er tonen dog en anden.

- Regeringen finder det

uhensigtsmæssigt
at være bundet af en kvantitativ målsætning, som ikke er realistisk, men fastholder en ambition om at fremme økologiomlægningen, så det økologiske areal og ikke mindst produktionen kan vokse, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Det var miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), der som fødevareminister i 2009 selv indførte målsætningen om, at arealet skulle være fordoblet i forhold til niveauet i 2007.

Skarp kritik fra S og DF

Dengang fortalte fødevareministeren, at målsætningen sendte et "kraftigt signal til landmændene om, at vi gerne ser, at der kommer flere økologer".

Regeringens nye udmelding får skarp kritik fra Socialdemokraterne og DF undrer sig over udmeldingen.

- Det er en skandale, at man smider en rigtig og meget god økologisk målsætning over bord ganske kort tid efter, at man har fået regeringsmagten, siger landbrugs- og fødevareordfører Simon Kollerup til Altinget.

DF-landbrugsordfører René Christensen siger, at partiet godt kan være enig med regeringen i, at det ser svært ud at nå målet, men at man ikke behøver at slække på ambitionsniveauet.

Omkring 120.000

hektar
landbrug mangler at blive omlagt, for at målet kan nås, og det vurderes at være urealistisk inden 2020.

/ritzau/

Facebook
Twitter