Regeringens egne eksperter slår alarm: Hent sidste danske barn i Syrien hjem nu

Sundhedsstyrelsen beskriver, at den seksårige drengs tilstand er forværret. Drengens moster i Danmark er bange for, at hendes nevø dør i lejren.

Drengen bor i den syriske fangelejr al-Roj sammen med sin mor. Foto: Privat (© organisationen Repatriate The Children Denmark (RTC))

Tilstanden for den seksårige danske dreng, der stadig sidder i fangelejr i Syrien, er bekymrende forværret, og han bør evakueres i løbet af uger.

Sådan lyder den alvorlige konklusion i en vurdering fra Sundhedsstyrelsen (SST) til Udenrigsministeriet, som DR har set.

Regeringen har tidligere fået rapporter om drengens helbred, der har vist en løbende forværring af hans tilstand.

Og i den seneste vurdering slår sundhedseksperterne yderligere alarm.

Det sker på baggrund af nye oplysninger om drengens sundhed. Blandt andet har den seksårige problemer med sin vejrtrækning under søvn, sin hørelse og sin kognitive og sociale udvikling.

- SST anbefaler dermed, at en evakuering af (navn udeladt, red.) og hans mor foretages i løbet af uger – senest inden for tre måneder, skriver SST i vurderingen.

Har vejrtrækningsproblemer

I sidste uge besluttede regeringen at evakuere yderligere én mor og hendes to børn fra al-Roj-lejren til Danmark.

Kvinden med marokkansk baggrund har fået frataget sit danske statsborgerskab, men har alligevel fået grønt lys fra regeringen til at blive evakueret.

Den seksårige dreng er dermed det eneste danske barn, som den danske regering ikke har planer om at hente til Danmark med sin mor.

Grundet drengens forværrede sundhedstilstand rådgiver regeringens egne sundhedseksperter dog ikke til, at han bliver boende i lejren.

Drengen har flere gange haft behov for akut undersøgelse og behandling. Foto: Privat (© Organisationen Repatriate The Children Denmark (RTC))

- På baggrund af den nuværende situation med en tilsyneladende forværring af hans helbredstilstand, synes dette yderligere presserende, skriver Sundhedsstyrelsen.

Der er flere ting ved drengens tilstand, der bekymrer Sundhedsstyrelsen i den fortrolige vurdering til Udenrigsministeriet.

Den seksårige dreng har siden marts haft så store problemer med sin vejrtrækning, at han flere gange har haft behov for akut undersøgelse og behandling ved det lokale sundhedspersonale.

Der står beskrevet, at han fire gange har modtaget behandling med binyrebarkhormon for at afhjælpe den besværede vejrtrækning. Senest to gange i marts i år.

SST har også fået oplyst, at drengen oplever perioder under sin søvn, hvor han helt stopper med at trække vejret, hvis han ligger ned. Derfor har den seksårige i en årrække sovet oprejst.

Drengens mor mener, at han næsten er døv på venstre øre og har begrænset hørelse på højre. Han mundaflæser sin mor og moster, ellers skal de råbe til ham, står der.

Beskrivelserne af drengens tilstand sker på baggrund af oplysninger fra barnets repræsentanter i Danmark og den kurdiske nødhjælpsorganisation Røde Halvmåne, der står for læge- og sundhedshjælp i lejren.

Sundhedsstyrelsen har ikke selv haft lægefagligt personale til at tilse drengen.

Sundhedsstyrelsen skriver i notatet, at der skal tages forbehold for, at vurderingen er baseret på tilsendte oplysninger, som primært indeholder beskrivelser af drengens symptomer og kun få oplysninger om resultaterne af de fysiske undersøgelser.

Seksårig tidligere tilset af danske myndigheder

De danske myndigheder har dog selv tilset drengen tidligere.

Det skete blandt andet i maj 2022, hvor to danske speciallæger vurderede, at han havde kronisk øre- næse- halssygdom, kronisk diarre og generel dårlig trivsel med tegn på angst og depression.

De danske læger rapporterede også, at drengen led af natlige søvnapnøer. Det betyder, at vejrtrækning standsede i kortere gentagne perioder under søvn.

Lægerne mente dengang, at der formentlig var behov for en operation, hvor man fjerner drengens polypper og mandler.

På baggrund af de nye oplysninger om drengen, vurderer Sundhedsstyrelsen, at drengens tilstand er bekymrende forværret. De vurderer, at drengen sandsynligvis bør opereres, men at der vil være stor risiko ved at gøre det lokalt, da der vil være risiko for komplikationer.

Den vurdering er Klaus Birkelund Johansen, overlæge og næstformand i Dansk Pædiatrisk Selskab, som er den faglige sammenslutning af danske børnelæger, enig i.

- Han skal under anæstesi og opereres i et område, hvor risiko for blødning ikke er helt ubetydelig. Så den komplikation skal kunne håndteres sikkert og trygt, hvis den opstår, siger Klaus Birkelund Johansen.

Han har læst vurderingen fra Sundhedsstyrelsen og mener, at det fremgår tydeligt, at drengen har brug for at komme til Danmark og modtage lægehjælp.

- Den forværring, der er i hans tilstand, må betragtes som alvorlig, siger Klaus Birkelund Johansen.

- Med de informationer, der er i det notat, kan vi godt stole på, at den drengs helbredstilstand er i en grad, der gør, han bør hentes til Danmark og modtage behandling inden for et par uger.

Sundhedsstyrelsen vil ikke stille op til interview om den vurdering, de har sendt til Udenrigsministeriet, og som DR har set. Men styrelsen bekræfter, at de i slutningen af april har sendt et notat til Udenrigsministeriet om drengens sundhedstilstand, som de finder bekymrende forværret.

De bekræfter også, at de på baggrund af de opdaterede helbredsoplysninger finder det presserende, at drengen og hans mor evakueres i løbet af uger og senest indenfor tre måneder.

'Nu dør min nevø'

Med SVM-regeringens nye beslutning om også at tilbyde en dansk-marokkansk kvinde og hendes børn evakuering, bliver den seksårige dreng eneste danske barn tilbage i IS-fangelejren.

En nyhed, der var hjerteskærende og fuldstændig uforståelig, lyder det fra mosteren til drengen, som er bosat i Danmark.

Drengens moster optræder anonymt i denne artikel, men DR er bekendt med hendes identitet.

Hun fortæller, at det kom som et chok, at han som det eneste barn ikke er blevet tilbudt evakuering med sin mor.

- Jeg følte, at nu dør min nevø. Nu kommer han simpelthen til at dø, siger hun.

Hun fik besked om regeringens beslutning af drengens partrepræsentant kort inden det kom ud i nyhederne og brød fuldstændig sammen i telefonen, fortæller hun.

- Det var som om, jeg blev fortalt, at nu er han død. Jeg reagerede på samme måde, fordi det er det, der kommer til at ske. Der er ikke andre udveje for ham, hvis regeringen ikke vil hjælpe ham, siger hun.

Men han er jo blevet tilbudt evakuering uden hans mor, hvor der er blevet takket nej til det?

- Vi snakker med børnelæger og børnepsykiatere, som har været henne og vurdere min nevø og situationen. Og deres udtalelser står sort på hvidt, at de fraråder sådan en adskillelse. Det mener, at det vil gøre ham mere skade end gavn, siger mosteren.

Hun har derfor én appel til politikerne fra regeringspartierne. At tage hendes familiemedlemmer med til Danmark også.

En samlet vurdering

Udenrigsministeriet, der har fået den fortrolige vurdering fra Sundhedsstyrelsen, vil ikke stille op til interview.

Her henviser man til Udlændinge- og integrationsministeriet.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) vil heller ikke stille op til interview om sagen. I stedet har han sendt et skriftligt citat.

Her skriver han, at beslutningen om ikke at evakuere den sidste mor og hendes søn beror på en samlet vurdering.

Her har regeringen lagt vægt på, at den mor, der tilbydes evakuering, har tilbragt størstedelen af sit liv i Danmark.

- Det gør sig ikke gældende for den sidste tilbageværende mor, som ikke har nogen reel tilknytning til Danmark, skriver Kaare Dybvad Bek.

Ministeren skriver også, at tilbuddet om at evakuere barnet alene uden sin mor, står ved magt.

- Regeringen vil stærkt appellere til, at hun hjælper sit barn og samtykker til, at det evakueres til Danmark, hvis hun vurderer, at det er i barnets interesse, skriver ministeren.