Det er første dag i et nyt folketingsår, og statsminister Mette Frederiksen (S) skal til formiddag fremlægge regeringens planer for det kommende år.
Men selvom første tirsdag i oktober plejer at være en festdag, så får dagens meningsmåling fra Epinion nok ikke de tre partiledere i SVM-regeringen til at trække særlig meget på smilebåndet.
Her står regeringen til at få opbakning fra 36,4 procent af vælgerne, hvis der var valg i morgen.
Spoler vi tiden tilbage til valget i november 2022, havde regeringen opbakning fra 50,1 procent af vælgerne.
Lægger vi Socialdemokratiet, Venstre og Moderaternes tilslutning sammen, så sniger SVM-regeringen sig nu op på 64 mandater. Ved valget fik de tre partier 89 mandater i Folketinget. Altså en nedgang på 25 mandater.
Og sammenligner man med sidste meningsmåling fra august, så er regeringen gået tilbage fra en tilslutning på 39,8 procent til en opbakning på 36,4 procent i den nye måling. Et fald, der er signifikant, ifølge Epinion.
S-ordfører: Valgdag det eneste vigtige
I det ene regeringsparti Socialdemokratiet tager de meningsmålingen med et gran salt.
For ifølge partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, så er der kun én måling, der betyder noget - og det er valgdagen. Og SVM-regeringen giver god mening, fordi der er mange udfordringer.
- Vi har krig i Europa, vi har inflation, som skal håndteres, og vi har en offentlig sektor, hvor der er brug for flere medarbejdere, siger han.
- Det er vanskelige udfordringer, men også udfordringer, vi bedst løser, hvis vi arbejder sammen på tværs af rød og blå blok, og det er den brede regering garant for.
Hos Venstre vækker meningsmålingen heller ikke bekymring.
- Så længe vi kan føre en god politik, det trækker Danmark i den rigtige retning, så bliver vi ved med at gøre det i Venstre, siger politisk ordfører Morten Dahlin.
Stiller vi skarpt på de tre parties stemmeandele, så står Socialdemokratiet ifølge meningsmålingen til 20,4 procent af stemmerne, hvis der blev udskrevet valg i morgen. Ved valget i november fik partiet 27,5 procent.
Venstre står til 8,7 procent mod 13,3 procent ved valget.
Sidst, men ikke mindst, står Moderaterne til 7,3 procent mod 9,3 procent ved valget.
Skidt nyt for Mette Frederiksen
Der lød høje klapsalver, da Mette Frederiksen 28. juni 2015 tiltrådte som formand for Socialdemokratiet, efter at daværende statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt trak sig efter et valgnederlag.
Socialdemokratiet fik dengang 26,3 procent af stemmerne, og dagens meningsmåling er den dårligste i Mette Frederiksens otte år som partiformand.
Ifølge DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen, tyder målingen på, at de seneste ugers hårde kritik af regeringens planer om ekstra skattelettelser kan have kostet Socialdemokratiet opbakning blandt vælgerne.
Epinion har løbende gennem Mette Frederiksens tid som statsminister også spurgt danskerne, hvordan de samlet set synes, at hun klarer sig.
38 procent har svaret, at Mette Frederiksen klarer sig "dårligt" eller "meget dårligt" som statsminister.
33 procent har svaret, at hun klarer sig "godt" eller "meget godt".
Det er kun anden gang siden foråret 2021, at flere vurderer hende mere negativt end positivt. Første gang var i foråret 2023.
Socialdemokratiets politiske ordfører understreger, at Mette Frederiksen står i spidsen for en regering, der i øjeblikket træffer nogle vanskelige beslutninger.
Det mener han også, tallene afspejler.
- Men når vælgerne ser, at det gør os i stand til at investere i velfærd på den længere bane, så er jeg overbevist om, at når vi kommer til valgdagen, så vil de støtte de partier, der tager ansvar, siger Christian Rabjerg Madsen.
Venstre får dårligste måling siden 2008
I Venstre er der heller ikke meget at råbe hurra for, hvor kun 8,7 procent af de adspurgte ville stemme på partiet, hvis der var valg i morgen.
Målingen er den laveste for partiet, siden Epinion begyndte at måle for DR i 2008.
Politisk ordfører Morten Dahlin er dog fortrøstningsfuld.
- Vi skal have sænket skatten for hårdtarbejdende danskere, vi skal skabe bedre forhold for vores dygtige iværksættere, og vi skal fortsætte med at investere i vores sundhedsvæsen, så vi får kortere ventelister.
- Vi skal føre en masse klassisk Venstre-politik, og det er vi allerede i gang med, og vi kommer til at gøre det endnu mere.
Her kan du se, hvordan partierne står i meningsmålingen, samt hvordan det gik ved valget i 2022. Tallet i parentes dækker over antal mandater.