Regeringsblokken mister 291.000 vælgere til de blå

Siden sidste valg har regeringen og Enhedslisten tilsammen mistet 14 mandater. Det viser en ny måling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

Når S-SF-R-regeringen her i weekenden kan fejre etårs jubilæum ved magten, så er det med endnu en dårlig meningsmåling at forholde sig til.

Siden valget i september 2011 har regeringen og Enhedslisten tilsammen mistet 14 mandater, viser en måling lavet af Epinion for DR Nyheder.

Det svarer til, at de fire partier har mistet 8,2 procenter af stemmerne eller 291.000 vælgere.

74 til rød blok

Samlet set står rød blok lige nu til 74 mandater mod 101 mandat i blå blok.

Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke erkender, at det ikke er godt nok.

- Der skal et comeback til fra regeringens side. Et comeback, hvor vi bliver målt på de resultater, vi skaber. På de arbejdspladser, vi skaber. Og på det velfærdssamfund, vi bevarer. Og de resultater kæmper vi for at få skabt, så vi kan blive vurderet på det, siger Magnus Heunicke.

Hvordan synes du, det går det med?

- Det er et langt, sejt træk. Vi ved godt, det ikke vender i morgen eller i overmorgen. Men i takt med at vi får skabt resultater, så skal vi også kunne gøre os fortjent til at blive bedømt på det, siger Magnus Heunicke.

Hvem har mistet hvad

I den nye måling står Radikale Venstre til 14 mandater, hvilket er tre færre end partiet fik ved valget.

Hos det andet regeringsparti SF står man lige nu til hele seks færre mandater end for et år siden ved valget, mens regeringens støtteparti Enhedslisten til gengæld er gået fire mandater frem. En stor lussing får Socialdemokraterne, som går hele 11 mandater tilbage fra 44 ved valget til 33 i dag.

Hvor er vælgerne gået hen?

Selv om Enhedslisten står til en fremgang, så er den såkaldte vælgervandring samlet set skidt for rød bloks flertal.

Analysen fra Epinion viser, at Socialdemokraterne taber i alt 92.000 stemmer til Venstre og Dansk Folkeparti. Samtidig taber Radikale i alt 74.000 stemmer til Venstre og Dansk Folkeparti.

- Begge ovenstående tab er meget dyre fordi det er stemmer, der flytter sig hen over den politiske midte, siger Kenneth Thue Nielsen, analyseredaktør på DR Nyheder. Der er dog også stemmer fra regeringen, som ryger direkte over til et andet parti i rød blok.

- Enhedslisten er rendyrkede fløjkannibaler som udelukkende scorer stemmer fra de røde rækker. Partiet snupper omkring 135.000 stemmer fra Socialdemokraterne og SF, siger Kenneth Thue Nielsen.

Blå blok vokser stadig

I oppositionen er der kun et parti, der står til færre mandater i dag, end ved valget. Konservative går to mandater tilbage, og får i den nye måling kun 3,5 procent af stemmerne.

Til gengæld går Venstre frem med 12 mandater i forhold til valgresultatet, så de lige nu står til 59 mandater.

Venstre politiske ordfører Ellen Trane Nørby mener, at vælgerne har gennemskuet regeringen.

- Før valget lovet regeringen en masse ting alt fra to lærere i folkeskolen, 40 procent billigere busbilletter og masser af vækst og beskæftigelse. Og danskerne ser det modsatte, siger Ellen Trane Nørby.

Dansk Folkeparti går frem mandater frem til 27, mens Liberal Alliance står til ni mandater, som er det samme antal som ved valget.

Facebook
Twitter