Regeringsparti vil forbyde al rygning i skoletiden

Heller ikke i frikvarterne skal det fremover være muligt for elever at forlade skolen for at ryge, mener Konservative.

I et forsøg på at afholde børn og unge fra at begynde at ryge, foreslår Det Konservative Folkeparti at indføre røgfri skoletid på alle landets grundskoler. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det skal være et overstået kapitel, at rygetrængende elever i folkeskoler og privatskoler forlader skolens område i et frikvarter for at tænde en smøg.

Sådan lyder et nyt forslag fra regeringspartiet De Konservative, som vil have indført såkaldt røgfri skoletid på alle landets folkeskoler og privatskoler.

Røgfri skoletid betyder, at det er forbudt for elever at ryge på noget som helst tidspunkt i løbet af skoledagen. Heller ikke i frikvartererne eller udenfor skolens område.

Den nuværende rygelovgivning forbyder blot rygning på skolens matrikel, hvilket på mange skoler betyder, at elever bare stiller sig ud på fortovet og ryger.

- Det her forslag går videre og siger simpelthen, at du må slet ikke ryge i den tid, hvor du har skemalagt undervisning, siger den konservative sundhedsordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

Og hvis elever bryder reglerne, skal skolerne – som det også er tilfældet i dag – drage konsekvenser, lyder det.

- Det vil først og fremmest være inddragelse af forældrene, og så er det op til skolerne derfra, hvad der videre skal ske, hvis man gentagne gange bryder reglerne, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

En bombe under børn og unges helbred

Det konservative forslag kommer efter, at tal fra Den Nationale Sundhedsprofil for nylig viste, at flere unge er begyndt at ryge.

Kræftens Bekæmpelse har længe været fortaler for røgfri skoletid i landets grundskoler, og i fem af landets kommuner har man allerede indført modellen. Syddjurs var i sommer den første.

Det skal ifølge Det Konservative Folkeparti bredes ud til hele landet, og i Folketingets største parti, Socialdemokratiet, ser man ”positivt” på forslaget.

- Det er et interessant forslag, og det er meget interessant, at der nu også er borgerlige partier, som kaster sig ind i kampen for, at færre børn og unge skal begynde at ryge. For det er en reel bombe under børn og unges helbred, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).

Minister positiv – DF imod

Også sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) roser det konservative forslag om røgfri skoletid i alle landets grundskoler.

- Jeg synes personligt, at det er et fint forslag. Vi har jo allerede indført røgfri skoler, og det er der en god grund til, for børn og unge skal ikke ryge, siger Ellen Trane Nørby.

- Vi ønsker en røgfri generation i 2030, og det betyder, at initiativer som røgfri skoletid og andet, som kan være med til at sikre, at børn og unge ikke ryger i deres dagligdag, dem kigger jeg som sundhedsminister positivt på, siger hun.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, afviser derimod forslaget fra De Konservative.

- Vi er imod røgfri skoletid, som Konservative kommer med, for vi kan ikke se, hvilke konsekvenser det giver, siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

DF mener i stedet, at man skal gøre mere for at uddanne og oplyse de unge om farerne ved at begynde at ryge.

- Vi skal have undervisning i skolerne, vi skal sikre, at de unge lærer at tage ansvar, at de lærer at stå imod gruppepres, og at de ved, hvad det betyder at begynde at ryge, siger Liselott Blixt.

- Jeg tror, at jo flere barrierer vi sætter op, desto mere provokerer vi de unge til at begynde at ryge, og vi vil se en stigning. Jeg tror, at den stigning, vi ser nu, netop skyldes vores fokus på hele tiden at fortælle de unge, hvad de ikke må, siger hun.

Rygeforhandlinger på vej

Den tidligere Venstre-regering havde ved daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) lignende tanker om at indføre røgfri skoletid på alle skoler og uddannelsessteder, hvor der er unge under 18, men efter regeringsudvidelsen i november 2016 er man ikke kommet videre med de tanker.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby meddeler dog, at hun i næste måned vil diskutere rygning med alle Folketingets partier med henblik på at skærpe lovgivningen.

- Der er det naturligt også at tage De Konservatives forslag med, siger hun.

Der tegner sig et flertal for forslaget. Hvorfor har regeringen endnu ikke en klar holdning?

- Nu får vi en lejlighed til at diskutere det. Både Venstre og Konservative har meldt ud, at det ønsker man. Vi skal som regering også diskutere det, samtidig med at vi fra regeringens side har et forslag om at skærpe kontrollen med, at butikker ikke sælger cigaretter til børn og unge. For det handler også om at sikre, at de ikke får fat på cigaretterne, siger Ellen Trane Nørby.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra det tredje regeringsparti, Liberal Alliance, men både sundhedsordfører May-Britt Kattup og politisk ordfører Christina Egelund afviser at stille op til interview.

Facebook
Twitter