Regeringspartier uenige om sort arbejde

De Konservatives skatteordfører vil have en bagatelgrænse for sort arbejde - for eksempel rengøring i private hjem. Men Venstres skatteminister siger nej.

Sort rengøringshjælp i private hjem skal ind under en bagatelgrænse, mener de Konservatives skatteordfører. Men skatteministeren siger nej: - Det vil være at blåstemple sort arbejde. (© Scanpix/Corbis)

De to regeringspartier Venstre og Konservative er uenige om sort arbejde: De Konservatives skatteordfører vil have indført en bagatelgrænse. Men Venstres skatteminister Kristian Jensen er uenig: - Det vil være en blåstempling, siger han.

Forslaget om en bagatelgrænse er fremført af de Konservatives Jakob Axel Nielsen: - Der er behov for at dyrke spørgsmålet om en bagatelgrænse noget mere og ikke gå efter venne- og nabotjenester, som jeg mener, at lidt sort rengøring hidrører under, siger den Konservative skatteordfører til Jyllands-Posten.

Tårnhøj skat bærer skylden

Jakob Axel Nielsen peger på det høje skattetryk og "den tårnhøje marginalskat", der gør det ekstra attraktivt at hyre sort arbejde:

- At ansætte hvid rengøringshjælp kræver idag, at man tjener pengene mindst fire gange, fordi der intet skattefradrag er, så du både skal betale skat selv og betale for rengøringshjælpens skat. Der står også i Bibelen, at du må ikke friste, tilføjer den konservative ordfører.

"Bagatelgrænse er blåstempling"

Venstres skatteminister Kristian Jensen erklærede i weekenden, at skattemyndighederne er klar til at udstede bøder til folk, der har sort rengøringshjælp ansat. Han afviser at være med til en bagatelgrænse:

- Det vil være en blåstempling af sort arbejde, og det vil jeg ikke være med til, erklærede Kristian Jensen mandag morgen til Radioavisen.

Han erkendte, at SKAT i virkelighedens verden prioriterer sine ressourcer, så man går efter det støre, systematisk organiserede sorte arbejde. Men hvis man undervejs falder over småsager, så vil de også blive forfulgt, siger skatteministeren.

ExternalContent

Facebook
Twitter