Regler for at få udenlandsk ægtefælle hertil strammes

En EU-dom betyder, at man ikke længere er undtaget fra tilknytningskravet, hvis man har boet her i 26 år.,

Udlændingestyrelsen skal fremover ikke undtage danskere fra tilknytningskravet, selv om de har boet her i landet i 26 år. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Kravene til at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark strammes efter en EU-dom, skriver Udlændingestyrelsens hjemmesiden nyidanmark.dk.

Hidtil har man været undtaget fra tilknytningskravet, hvis man havde været dansk statsborger i mindst 26 år, men nu skal Udlændingestyrelsen se bort fra den regel.

En EU-dom har nemlig slået fast, at reglen er indirekte forskelsbehandling, og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har nu fastlagt, hvilken betydning dommen får.

I sager, hvor der stilles krav om tilknytning, kan der kun ske ægtefællesammenføring, hvis parrets samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land.

Dommen har ikke betydning for tidligere afgjorte sager.

DF støtter stramningen, mens Radikale kalder stramningen håbløs, fordi danskere fremover også vil finde ægtefæller i udlandet.

- Det lyder, som om man vælger at benytte sig af, at der er faldet en dom til at skærpe reglerne, i stedet for at se på om man ikke skulle give folk bedre muligheder, siger udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen

Foreningen Ægteskab Uden Grænser forudser, at Udlændingestyrelsen kommer til at administrere i strid med loven.

/ritzau/