Tyve nye nærpolitistationer fordelt over hele landet. En såkaldt 'politigaranti' ved blandt andet vold, voldtægt og indbrud - samt en genoplivning af et rejsende elitekorps af efterforskere.
Det er blot nogle af punkterne i den nye politiaftale, som regeringen præsenterede tirsdag aften.
Bag aftalen står alle Folketingets partier på nær Venstre, Liberal Alliance og Alternativet.
- Politiet bliver mere nærværende. Vi får tyve nye nærpolitistationer rundt omkring i landet. Vi bringer sagsbunkerne og sagsbehandlingstiden ned, og vi bliver bedre til at få fat i den svære kriminalitet, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
Åbner 20 nye nærpolitistationer
I løbet af de kommende tre år - til og med 2023 - øger aftalen politiets og anklagemyndighedens økonomi med en milliard kroner.
Over halvdelen af dem, 657 millioner kroner, bliver udbetalt i løbet af næste år.
For pengene køber aftalepartierne sig blandt andet til 20 nye nærpolitistationer over hele landet med 110 ekstra lokalbetjente.
Samtidig udvides politiets øvrige geledder med 450 ekstra politibetjente. Desuden får 115 politiårsværk ledige hænder til andet arbejde, når en række færdselsopgaver overdrages til Transport- og Boligministeriet.
I 2023 vil der være 11.700 betjente i politistyrken, hvilket ifølge Justitsministeriets aftaletekst er et 'historisk højt antal'.
Genskaber 'rejseholdet'
Dansk Folkeparti lægger især vægt på, at aftalen nu genskaber det særlige rejsehold af drabsefterforskere, der blev nedlagt i 2002.
- Der har været eksempler på sager, hvor der er begået fejl, der er gået for lang tid, og forbrydelsen er ikke blevet opklaret. Det går simpelthen ikke længere, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).
Han nævner den fortsat uopklarede Emilie Meng-sag fra Korsør, som han kalder for "en katastrofe".
- Vi forestiller os, at det nye rejsehold får så tilstrækkelige midler, så det kommer til at ligne det gamle hold fra tidligere, der jo havde rigtig godt held med at opklare sagerne, siger Peter Skaarup.
Aftalen samler desuden en række af de tungeste og mest specialiserede politiafdelinger i en 'slagkraftig national efterforskningsenhed'.
Det gælder blandt andet SØIK, tidligere kendt som Bagmandspolitiet, der bliver slået sammen med Særlig Efterforskning Vest og Øst, Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), Cyber Crime Center (NC3) samt det Nationale Kriminaltekniske Center (NKC).
- Herved styrkes efterforskningen og opklaringen ved at anvende særlige kompetencer, metoder og værktøjer bedre på tværs af komplekse kriminalitetsområder som for eksempel bandekriminalitet, organiseret narkotikahandel og smugling, ulovlig våbenhandel, hvidvask, organiseret skatteunddragelse samt organiseret menneskehandel og menneskesmugling, står der i aftalen.
Den nye jumbo-enhed får status af sin egen politikreds og etableres i københavnsområdet og Aarhus, beskriver aftaleteksten.
Nyt pas bliver dyrere
Aftalen finansieres blandt andet ved hjælp af statskassens økonomiske råderum samt en række gebyrer, der bliver dyrere. Det gælder blandt andet gebyret for udstedelse af nyt pas samt en forhøjet betaling for bortkomne pas.
- Et pas der stiger med 200 kroner, som vi skal have hvert tiende år. Det betaler jeg gerne for et stærkt politi i Danmark. Vi bygger oven på de aftaler, vi har lavet de seneste fire år, siger Søren Pape Poulsen (K).
Netop de forhøjede afgifter er grunden til, at Venstre ikke er med i aftalen.
- Vi synes, at det er forkert at finansiere flere betjente med øgede skatter på helt almindelige danskere. Vi havde hellere set det blive taget fra de arbejdsløse indvandrere og så selvfølgelig fra udenlandske studerende, der kommer til Danmark og får SU, siger retsordfører Inger Støjberg (V).
Bøder fra foto-fælder bidrager
Aftalepartierne er desuden enige om at sende yderligere 25 fotofælder ud i trafikken - de såkaldte mobile ATK-enheder eller 'fotovogne'.
Ifølge aftaleteksten skal fotofælderne i 2023 bidrage mere end 10 procent af finansieringen - det svarer til 134 millioner kroner.
Aftalen indfører også en såkaldt 'politigaranti' ved vold, voldtægt, indbrud i private hjem og narkotikasalg ved skoler.
Garantien forpligter blandt andet politiet til at rykke ud inden for 24 timer, efter at en borger har anmeldt et indbrud. Er gerningsmanden stadig til stede, skal politiet rykke ud straks.
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at det kun var Venstre og Alternativet som stod uden for politiaftalen. Men det gælder også Liberal Alliance, som nu er skrevet ind.