I en ny rapport fra Europarådets menneskerettighedskommissær bliver de danske myndigheder stærkt kritiseret for ikke at tænke på barnets tarv, når flygtningebørn bliver udvist af Danmark.
Én sag bliver nævnt som et skoleeksempel på, at Danmark i flere sager har udvist børn 'uden at tænke på barnets tarv, især når barnet har boet i Danmark i mange år', som der står i rapporten.
Det er sagen om 16-årige Remzi Baftijari. For otte måneder siden blev han sendt til Kosovo, efter at have boet i Danmark, siden han var tre år gammel.
- Jeg håber stadig at komme tilbage til Danmark, siger han.
Blev udvist midt under medicinsk behandling
Som DR Nyheder tidligere har beskevet, blev Remzi Baftijari udvist, selv om han er psykisk syg og hans tilstand kræver medicinsk behandling med et særligt præparat, som ikke fås i Kosovo.
Justitsministeriet mente godt, medicinen kunne skaffes i Kosovo. Men i de sidste otte måneder har Remzi Baftijari forgæves forsøgt at finde et sted at købe den. Uden medicinen fungerer han ikke i hverdagen.
- Jeg føler mig ustabil og har svært ved at sove. Jeg forsøgte at gå i skole, men jeg kan ikke forstå sproget. Og så er hele miljøet helt anderledes end i Danmark. Det er meget sort/hvidt hernede, siger han til DR Nyheder.
I stedet går hans dage nu med at sidde på farfarens sofa og vente til hen på aftenen.
- Så går jeg på café i en halv times tid med mine venner, og så går jeg hjem igen, siger Remzi Baftijari.
Remzi håber hans sag bliver genåbnet efter kritik
Europarådets menneskerettighedskommissær kan ikke forstå afgørelsen om at sende Remzi Baftijari ud af Danmark.
- Som 15-årig er han at regne for et barn. Og det er tydeligt, at han har langt stærkere bånd til Danmark end til noget andet sted, hvis han har boet der, siden han var tre år, siger menneskerettighedskommissæren, Nils Muižnieks, til DR Nyheder.
Han opfordrer Danmark til at se på sagen igen.
Og Remzi Baftijari håber nu, at omtalen af hans sag måske betyder, at han kan vende 'hjem til Danmark' igen.
- Så ville jeg bygge mit liv op igen. Starte på min medicin og fokusere på min uddannelse. Min fremtid lå i Danmark, min uddannelse lå der og jeg savner mine gamle venner, siger han.
Programmet "DR2 Undersøger De Udviste Børn" går i dybden med rapportens kritik. Se det på DR2 mandag kl. 21.00.