Rigsretssag mod Støjberg splitter Venstre: 'Det er mennesker, der har været kollegaer i 20 år'

Ni medlemmer stemmer imod Venstres linje. - Det kan vi rumme i Venstre, siger Ellemann.

Preben Bang Henriksen er blandt dem, som mener, at der ikke er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg. (Foto: Jens Dresling)

Når medlemmerne i Folketinget den 1. og 3. februar efter planen skal stemme om det beslutningsforslag, der formelt udløser en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V), så vil hendes eget parti, Venstre, være delt i to lejre.

Af de 41 medlemmer af partiets folketingsgruppe ventes 32 at stemme for en rigsretssag, mens ni vil stemme imod. Det bekræftede formand Jakob Ellemann-Jensen, da han fortalte om partiets holdning til sagen.

Venstre går ind for en rigsretssag. Men gruppens medlemmer er stillet frit til at stemme, som de ønsker. Partiformanden har med andre ord ingen forventning om, at medlemmerne retter ind efter partilinjen.

- Det er mennesker, der har været kollegaer i 20 år. Derfor er der følelser på spil også. Det betyder, at der er ni, der kommer til at stemme nej til nedsættelse af en rigsret. Det mener jeg godt, vi kan rumme i Venstre, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Nej-stemmer tvivler på dom mod Støjberg

Foruden afgående næstformand Inger Støjberg stemmer Britt Bager, Michael Aastrup Jensen, Thomas Danielsen, Peter Juel-Jensen, Kristian Pihl Lorentzen, Mads Fuglede, Hans Chr. Schmidt og Preben Bang Henriksen imod en rigsretssag.

Sidstnævnte er selv uddannet jurist og praktiserende advokat. Han mener ikke, at sagen er så klar.

- Jeg vil stemme imod en rigsretssag. Det gør jeg, fordi jeg tror ikke, den kan holde ud fra en række juridiske aspekter. Jeg tror ikke, den kan føre til domfældelse. Og derfor skal man ikke gå i gang med en sag, siger han.

Venstres jagt- og søfartsordfører Thomas Danielsen vil stemme imod en rigsretssag, fordi han mener, der er en rimelig tvivl om, hvorvidt Inger Støjberg ville have en ulovlig instruks eller ej, skriver han på Facebook.

- Det er hovedårsagen til, at jeg stemmer imod en rigsretssag, fortsætter han.

I kommissionen har en række embedsfolk forklaret, at de bad styrelsen om at administrere adskillelsen lovligt og efter en individuel vurdering, argumenterer han i sit indlæg.

Men omvendt har ingen af de afhørte embedsfolk fra Udlændingestyrelsen kunnet genkende dén udlægning, når de er blevet spurgt i Instrukskommissionen. Det var styrelsens medarbejdere, der skulle stå for at føre adskillelsen ud i livet. De fik kun ét dokument på skrift: Den undtagelsesfri pressemeddelelse, hvori der stod, at der skulle ske adskillelse af alle par - uden undtagelse.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Støtter Støjberg, men bakker Ellemann op

Transportsordfører Kristian Pihl Lorentzen stemmer også nej.

- Det er et juridisk atomvåben, der tages i brug, og jeg synes, man kunne have sanktioneret på anden vis. Selvfølgelig har Inger lavet fejl, og borgerret skal holdes. Men det er meget dramatisk at gribe til en rigsret, når førende jurister er uenige om, hvorvidt det vil føre til en dom, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Efter Venstres gruppemøde rettede Inger Støjberg et angreb mod Jakob Ellemann-Jensen og sagde, at hun overvejer sin fremtid i Venstre.

Men flere af dem, der er på Støjbergs hold i forhold til en rigsret, udtrykker støtte til Ellemann.

- Jeg er stolt over at være i et parti, hvor der er plads til, at vi kan stemme efter egen overbevisning. Det er en enorm styrke hos Venstre. Jeg har noteret mig, at andre partier stemmer i flok. I Venstre viser vores formand, som jeg bakker utrolig meget op omkring, den styrke at give os plads til at stemme efter overbevisnig, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Udlændingeordfører bruger vraget notat som begrundelse

Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen stemmer også imod. Det gør han, fordi han mener, der er tvivl om, hvorvidt Inger Støjberg kan blive dømt. Han fremhæver blandt andet det ministernotat, som Inger Støjberg har bygget sit forsvar i sagen på, som et argument. Notatet lægger op til at der kan ske undtagelser fra adskillelserne. Men notat-forklaringen blev forkastet af Instrukskommissionen.

Udenrigsordføreren erkender, det har været svært at beslutte sig.

- Det er en meget svær beslutning. Måske den sværeste beslutning, siden jeg blev valgt til Folketinget, siger han.

Mads Fuglede mener også, at det tunge skyts skulle være blevet i garagen.

- Jeg kan ikke stemme for en sag, hvor jeg er overbevist om, at anklagede ikke er skyldig. De fejl, der er blevet begået, skulle i min optik have været påtalt med en næse, siger Mads Fuglede.

Bredt flertal støtter rigsret.

Et flertal i Folketinget støtter en rigsretssag. Bag det ønske står Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Radikale, Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet. Foruden partierne vil de tre medlemmer af 'Frie Grønner Stemmer' og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille stemme for, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Lars Løkke Rasmussen vil stemme imod.

Hvad er en rigsretssag? Få svaret i videoen herunder.

Artiklen er rettet den 15. januar 2021 klokken 16.23: Det fremgik tidligere af en faktaboks, at regeringen udpeges af Folketinget. Det er ikke korrekt. Regeringen udpeges af Dronningen.

FacebookTwitter