Rigsrevisionen: Dyre kampfly kan mindre end lovet

Forsvarsministeriet har ifølge Rigsrevisionen været alt for optimistisk i beregninger af, hvad Danmarks nye kampfly kan præstere.

Ifølge Rigsrevisionen har forsvarsministeriet været for optimistisk i deres vurdering af danmarks kommende kampfly. (Foto: handout © Scanpix)

De nye kampfly, der kommer til at koste 66 milliarder kroner, kan langt mindre, end forsvarsministeriet har beregnet. Det slår Rigsrevisionen fast i en rapport.

Ifølge Rigsrevisionen har forsvarsministeriet overvurderet, hvor mange opgaver de 27 nye F35-fly kan klare og været for optimistisk i forhold til, hvor mange timer flyene kan være i luften. Ifølge ministeriets vurdering kan de flyve 250 timer om året, men i Norge og Holland kan de samme fly kun flyve 168 og 210 timer, skriver Jyllands-Posten.

- Der er et par at tallene, som nok er sat meget optimistisk, siger Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet.

- Det er der to vigtige konsekvenser ved. Hvis vi kigger tilbage på processen, så kan nogle af dem, der har været med til at træffe beslutningen, godt føle sig lidt snydt. - For vi købte et fly, mens skulle vi hellere have købt et andet? Det andet problem er, at man godt kan frygte, at det antal fly, vi har købt, faktisk ikke kan det, som man har påstået, siger han.

Bred opbakning i Folketinget

Rigsrevisionens rapport er ikke en overraskende, lyder det fra De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.

- Det var også den konklusion, vi kom frem til sidste år. Men det er godt, at Rigsrevisionen kan slå fast, at vi havde ret, siger han.

Kritikken fra Rigsrevisionen kommer umiddelbart inden, at Folketinget skal træffe endelig afgørelse om købet af de nye 27 nye kampfly, der skal erstatte de 44 danske F16-fly.

Aftalen om de nye kampfly blev indgået i juni sidste år mellem den daværende Venstre-regering, De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Selv om både SF og De Konservative de seneste år har været med i forsvarsforligskredsen, så valgte de at stå udenfor aftalen.

Læs også

Aftale: Danmark køber 27 nye kampfly

På trods af kritikken af ministeriets vurdering af, hvad flyene er i stand til, som beslutningen bygger på, så er Henrik Dam Kristensen, der er forsvarsordfører for Socialdemokratiet, stadig tryg ved beslutningen:

- Jeg har meget respekt for Rigsrevisionen, men når vi taler om for eksempel flyvetimer, så er det altså også meget vigtigt at have folk inde over, som har forstand på teknik omkring fly, siger han.

Han peger på at det er en faglig diskussion, som kan være svær at gennemskue:

- Jeg tror bare på, at kampfly-kontoret, der er besat med eksperter på det her område måske lige netop på det her område, har bedre mulighed for at vurdere det end Rigsrevisionen.