Rikke Karlsson afhørt i 11 timer af EU's anti-svindel-enhed

EU-politikeren Rikke Karlsson blev i dag afhørt af EU´s anti-svindel-enhed i sagen om mistænkt svindel i det europæiske parti MELD.

Elleve timer. Så lang tid varede afhøringen af det nordjyske medlem af Europa-Parlamentet, Rikke Karlsson, da hun i dag var indkaldt til afhøring hos EU's særlige enhed til bekæmpelse af svindel (OLAF).

OLAF har siden slutningen af sidste år været i gang med at undersøge en mistanke om svindel i det europæiske parti MELD og partiets tilhørende fond – FELD.

I 2015, som var det sidste år, MELD eksisterede, var Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt formand for MELD, mens DF's nuværende gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, var kasserer.

Sagen om Dansk Folkepartis brug af EU-støtte fra MELD kom første gang i offentlighedens søgelys, da Rikke Karlsson klagede over, at hun ikke kunne få oplysninger om, hvad pengene i MELD og FELD blev brugt til. Trods gentagne anmodninger kunne Rikke Karlsson ikke få de oplysninger, hun bad om, og det førte til sidst til, at hun forlod Dansk Folkeparti og blev løsgænger i Europa-Parlamentet.

EU-enheden til bekæmpelse af svindel har undersøgt brugen af EU-midler i MELD og FELD i næsten et år.

Første gang Karlsson drøfter sagen med OLAF

DF's medlem af Europa-Parlamentet Jørn Dohrmann har tidligere været afhørt i sagen. Afhøringen af ham varede godt fem timer.

Men afhøringen i dag var første gang, hvor Rikke Karlsson fik mulighed for selv at drøfte sagen med OLAF's svindel-efterforskere.

Den tidligere DF'er mødte ind til afhøring i morges kort efter klokken ni, og herefter varede afhøringen af Rikke Karlsson helt frem til efter klokken 20 her til aften.

Rikke Karlsson må ikke fortælle, hvad hun blev spurgt om under afhøringen. EU's anti-svindel-kontor pålægger alle afhørte en tavshedspligt. Det sker for, at den igangværende efterforskning ikke skal besværliggøres.

- Jeg kan ikke fortælle, hvad efterforskerne spurgte om, men jeg kan fortælle, hvilke emner jeg selv tog op under afhøringen, siger Rikke Karlsson til DR Nyheder.

Rikke Karlsson ankom til mødet hos OLAF med en tyk mappe under armen med en række dokumenter og informationer, som hun selv ønskede at oplyse anti-svindel-enheden om. Blandt andet er det tidligere kommet frem, at Rikke Karlsson var medlem af bestyrelsen i det europæiske parti MELD – uden at hun selv var klar over, at hun var blevet meldt ind i bestyrelsen.

Gennem de seneste uger har både DR Nyheder og Ekstra Bladet afsløret, hvordan penge fra det europæiske parti MELD er blevet brugt på en måde, som eksperter vurderer er i strid med EU-reglerne.

Blandt andet er sommergruppemøder i Dansk Folkeparti to år i træk blevet præsenteret som MELD-konferencer, hvilket betød, at der blev givet EU-støtte til arrangementerne på flere hundredtusinde kroner.

Det er også kommet frem, hvordan penge fra MELD er blevet brugt til middage, repræsentation og en julehilsen fra Morten Messerschmidt.

OLAF fortsætter undersøgelsen af det mistænkte misbrug af EU-midler i MELD og FELD. I gennemsnit tager en undersøgelse hos OLAF to år, men den kan sagtens tage længere tid.

FacebookTwitter