Ringberg: 'Arktis er og bliver den største attraktion ved Danmark, når man kigger ud ad vinduet i Det Hvide Hus'

DR's politiske analytiker svarer her på fem spørgsmål, der har meldt sig i kølvandet på den amerikanske udenrigsministers besøg i Danmark.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, tilbragte knap et døgn i Danmark og mødtes med både danske, grønlandske og færøske ministre. (Foto: pool © Scanpix)

Kongeriget Danmark - med tryk på "kongeriget" har haft besøg af USA's udenrigsminister, Antony Blinken i knap 24 timer.

København var første stop på en mindre turné, der nu går videre mod Island, hvor der er møde i Arktisk Råd, og til Grønland.

Og det har været 24 travle timer, hvor både møder med statsminister Mette Frederiksen (S), hendes majestæt dronning Margrethe og kronprins Frederik samt udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i selskab med udenrigsministrene fra Grønland og Færøerne er blevet passet ind.

1

Mette Frederiksen og Jeppe Kofod siger, at de havde rigtig gode møder med Blinken - passer det?

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog imod USA's udenrigsminister Antony Blinken på Marienborg. (Foto: pool © Scanpix)

Så vidt jeg kan se, har det absolut været fine møder - og det gælder både for regeringen som sådan og for Danmark som nation.

Danske ministre - fra statsministeren og ned i rækkerne - er altid begejstrede for at blive set med deres amerikanske kolleger. Det giver lidt personlig prestige. Men vigtigst er, at personlige kontakter faktisk er meget vigtige i international politik. Dét hjælper sådan et besøg på.

For Danmarks rolle internationalt kommer besøget på et vigtigt tidspunkt.

Hele spørgsmålet om udviklingen i Arktis stiger hurtigt op på listen over sager, der optager vigtige lande som USA, Kina og Rusland. Senere på ugen er der møde i Arktisk Råd på Island - og så er det en stor fordel for Danmark at holde møde med amerikanerne på forhånd.

Samtidig kunne Frederiksen og Kofod glæde sig over, at Antony Blinken omtalte og fremhævede, at Danmark allerede har skruet op for indsatsen i Arktis.

Så sent som i februar blev der lavet en bred politisk aftale om 1,5 milliarder kroner til mere overvågning i Nordatlanten – den kendte Blinken godt.

2

Hvorfor gad en amerikansk udenrigsminister flyve forbi København på vej til Island?

Dronning Margrethe og kronprins Frederik bød USA's udenrigsminister Antony Blinken samt udenrigsminister Jeppe Kofod (S) velkommen i Riddersalen på Amalienborg. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Fordi Kongeriget Danmark spiller en vigtig rolle i Arktisk Råd - da Grønland udgør en femtedel af Arktis. Og så er Danmark som det eneste land medlem af både Arktisk Råd, EU og NATO.

Arktisk Råd er oprettet for at fastholde det arktiske område som et område uden de store konflikter - men den tilstand er truet. Faktisk skruede den russiske udenrigsminister lidt op for blusset, samtidig med at Kofod og Blinken holdt pressemøde i København.

Udenrigsminister Lavrov erklærede at Arktis "er vores land”. Det var en beskrivelse af de uenigheder, der er om havbunden i Arktis mellem en række lande - men udtalelserne skriver sig ind i en sammenhæng, hvor russerne mere og mere viser tænder i Arktis. Eksempelvis ved at genåbne nedlagte flådebaser.

Omvendt har USA netop lavet en aftale med Norge om lettere adgang til norske havne.

3

Hvad er det med amerikanerne og Grønland?

Sidste år åbnede USA sin ambassade i Grønlands hovedstad, Nuuk, igen, efter at den havde været lukket i mange år. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Grønland har siden Anden Verdenskrig spillet en vigtig rolle for USA's forsvar - derfor har man Thulebasen højt mod nord. I nyere tid er den amerikanske interesse i Grønland steget igen samtidig med de stigende spændinger i Arktis; derfor Donald Trumps ønske om at købe Grønland.

Dét blev jo ikke til noget. Men det satte gang i en proces, hvor USA oprettede et konsulat i Grønland og gav grønlænderne blod på tanden i forhold til at få langt mere handel med amerikanerne.

Den interesse er de glade for i Grønland, også i den nye regering i Nuuk.

Udenrigsminister Pele Broberg har ikke lagt skjul på, at han gerne vil gøre Grønland mere fri af Danmark – og at USA fint kan spille en rolle i den proces.

Dét vil den nye grønlandske regering forsøge at komme videre med senere på ugen, når de får den amerikanske udenrigsminister på besøg.

4

Blinken mødtes også med ministre fra Færøerne og Grønland - hvorfor?

Fra venstre: Grønlands udenrigsminister Pele Broberg, færøernes udenrigsminister Jenis av Rana, Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod og USA's udenrigsminister Antony Blinken. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Kongeriget Danmark er et specielt land for en udenrigsminister at besøge, fordi der er tale om et rigsfællesskab, bestående af tre lande - Danmark, Grønland og Færøerne.

Grønland og Færøerne kan føre deres egen handelspolitik og politik i forhold til råstoffer, for eksempel - men udenrigspolitikken er et fælles anliggende, det siger grundloven simpelthen.

Og udenrigspolitikken laves i København - med input fra Thorshavn og Nuuk, lover danske regeringer altid.

Så en dansk regering skal balancere.

Den skal vise Færøerne og Grønland respekt og så tale med vægt og selvsikkerhed på hele rigsfællesskabets vegne.

Derfor tog alle tre landes udenrigsministre imod Antony Blinken, da han ankom til mødet i Udenrigsministeriet. Der var også flere udenrigsministre med til en del af mødet - men derefter sad kun Kofod og Blinken tilbage. Og derfor var kun Kofod og Blinken til stede på pressemødet.

5

Blev der slet ikke talt om andet end Arktis på Blinkens møder i København?

Under sit besøg i Danmark nåede Antony Blinken forbi Niels Bohr Instituttet og Center for Kvantefysik på Københavns Universitet, hvor et af samtaleemnerne var kvantemekanismens potentialer for den grønne omstilling. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Jo da.

Mette Frederiksen talte blandt andet med den amerikanske udenrigsminister om covid-19-situationen – og så er klimaet altid på dagsordenen, når man mødes med andre lande.

Men Grønland, og til dels Færøerne, og dermed Arktis er og bliver den største attraktion ved Danmark, når man kigger ud ad vinduet i Det Hvide Hus. Eller State Departement, det amerikanske udenrigsministerium.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk