Ringberg guider: Forstå hvad Pia Olsen Dyhr siger mellem linjerne

I politik kan noget siges højt, andet skal antydes. Bliv klogere på SF-formandens tale her.

(Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Politik kan også være antydningens kunst. Derfor kan det, der står mellem linjerne, være mindst lige så vigtigt, som det man umiddelbart ser og hører.

DR's politiske analytiker Jens Ringberg har fundet fem vigtige citater i den tale, som Pia Olsen Dyhr lørdag holdt til SF's landsmøde i Kolding og forklarer, hvad det er, hun egentlig siger.

I leger med ilden

Formand Pia Olsen Dyhr talte ved Socialistisk Folkepartis landsmøde på Comwell Kolding (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Når Pia Olsen Dyhr siger:

- Min plan er ikke at vælte regeringen. Jeg tror faktisk på centrum-venstre, hvis vi alle sammen vil. Hvis vi respekterer hinandens forskelligheder. Hvis vi spiller hinanden gode. Min plan er, at centrum-venstre skal have magten de næste otte år.

Så mener hun:

Pia Olsen Dyhr anklager De Radikale og Enhedslisten for at lege med ilden. Hvis de hele tiden kritiserer S-regeringen, risikerer rød blok at miste magten allerede ved næste valg. Man kan også læse udtalelsen som en påmindelse til regeringen om at tage hensyn til alle.

Et ekstra svirp

Formand Pia Olsen Dyhr hilser med albuen på SF's landmøde og følger dermed myndighedernes anbefalinger om at undgå håndtryk. (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

Når Pia Olsen Dyhr siger:

- Samarbejde, politik og resultater er vigtigere end vådeskud og soloridt. Særligt fordi vi ikke bare skal ind og dreje og skrue på regeringens reformer. Vi skal være med til at tegne en helt ny retning for Danmark.

Så mener hun:

Man siger, at gentagelse fremmer forståelsen. Derfor får Enhedslisten og De Radikale et ekstra svirp med SF-formandens albue (på landsmødet hilser man med albuen). Hun synes, de to partiers

trusler
om at vælte regeringen er vådeskud, og at De Radikales opførsel i forhandlingerne om boligselskabet Blackstone var et soloridt.

Facebook og Google skal til lommerne

SF vil have skat ind fra Facebook og Google. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

Når Pia Olsen Dyhr siger:

- Vi har brug for at udfordre de økonomiske rammer og få dem med de bredeste skuldre til at bidrage noget mere. Spørgsmålet er, om regeringen tør?

Så mener hun:

SF har i flere år presset på for en

skat
på finansielle
transaktioner
og højere
skat
på internationale tech-giganter som Google og Facebook. Nu er der kommet en S-regering med SF-støtte, og så kræver SF, at der sker noget. Derefter vil SF også være med til at bruge pengene for eksempel på det sociale område. Alternativt vil SF gå efter vælgere, der støtter ideen om højere
skat
på selskaberne.

Angriber Dan Jørgensen

Klimaminister Dan Jørgensen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Når Pia Olsen Dyhr siger:

- Desværre har vi tre grønne ministre, som hverken kører eller cykler, men slentrer afsted, som havde de al tid i verden. Måske er de engagerede i en spændende snak om Stauning … Jeg ved det ikke helt. Men helt ærligt: Vi skal op i tempo.

Så mener hun:

Her råber SF's formand "vågn op!" til klimaminister Dan Jørgensen, miljøminister Lea Wermelin og fødevareminister Mogens Jensen. Og der er en særlig hilsen til Dan Jørgensen, der har udgivet en bog om … Socialdemokratiets tidligere formand Thorvald Stauning.

Husk samarbejdet

Statsminister Mette Frederiksen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Når Pia Olsen Dyhr siger:

- Hvis det lykkes centrum-venstre at samarbejde... Hvis SF fortsætter med at have afgørende indflydelse, så kan vi stå her om et år med en plan for, hvordan vi får et grønnere landbrug, grønnere transport, og grønnere energi.

Så mener hun:

De vigtige ord her er "hvis" og "samarbejde". Mod slutningen af talen var der således en ekstra hilsen til både regeringen og støttepartierne. Men især til regeringen og statsministereren, der har det overordnede ansvar for samarbejdet med SF og de andre partier.

Facebook
Twitter