Ringberg: Mette Frederiksen skal gerne have præsenteret sin regering før weekenden

Regeringsforhandlingerne snerper til, sagde Mette Frederiksen efter sent møde i går.

SF-formand Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, stod arm i arm og betragtede De Radikales partileder, Morten Østergaard, da han i aftes kommenterede regeringsforhandlingerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der var mange usagte ord i luften, da forhandlerne sent i aftes forlod S-formand Mette Frederiksens kontor på Christiansborg.

Tidligere på dagen havde partiernes forhandlingshold været samlet i Landstingssalen, men ud på aftenen inviterede den kongelige undersøger til et mere intimt møde på sit eget kontor - kun med deltagelse af Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper.

Det forlød undervejs, at der var fremdrift i forhandlingerne. Men da de tre politikere forlod kontoret ved 23-tiden, var de meget fåmælte. Som den eneste stillede Morten Østergaard sig op foran den fremmødte presse.

- Det går fint, men vi er bestemt ikke færdige, lød den kortfattede konstatering fra De Radikales partileder, imens SF-formand Pia Olsen Dyhr og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, stod lidt tilbagetrukket og betragtede seancen arm i arm.

Da mikrofonerne vendte sig mod de to kvinder, drejede de om på hælene og gik derfra. Pia Olsen Dyhr ytrede ikke et ord, mens Pernille Skipper på vej væk fra kameraer og mikrofoner fik meddelt:

- Jeg tror, vi har forskellige udlægninger af situationen.

Se episoden her - artiklen fortsætter under:

Jens Ringberg: Vi nærmer os klart en afslutning

Og hvad skal vi så læse ud af de mange usagte ord?

En afslutning nærmer sig, selvom der formelt set ikke er nogen deadline for regeringsdannelsen, lyder vurderingen fra DR's politiske analytiker Jens Ringberg:

- Vi nærmer os klart en afslutning på de her forhandlinger. Det siger almindelig politisk logik, og det siger Mette Frederiksen nu også selv for første gang, selv om hun plejer at sige, at forhandlinger tager den tid, de tager.

Da Mette Frederiksen i går aftes blev spurgt, hvorfor de andre forhandlere havde været så ordknappe, lød hendes analyse da også:

- Jeg tror, det er et udtryk for, at det snerper til.

- Enhver forhandling skal have den tid, det kræver, men Danmark skal også have en regering, og landet skal ledes. Så der er jo altså et balancepunkt.

Gennembrud? 'Både-og'

På spørgsmålet om, hvorvidt aftenen bød på et egentligt gennembrud i forhandlingerne, svarede Mette Frederiksen "både-og":

- Den samlede politiske tegning ligger på bordet nu, og den er god og flot. Den er mere grøn og progressiv end noget papir, jeg har set før. Så vi nærmer os det punkt, hvor det mere er et spørgsmål om politisk vilje end indholdet.

Dén kommentar er tydeligt møntet på de tre andre partier, lyder Jens Ringbergs analyse:

- Hun placerer ansvaret for et eventuelt sammenbrud hos de andre partier. De har et kæmpeansvar, hvis det falder til jorden, fordi de ikke er parat til at tage ansvar, som hun siger.

- Jeg forventer derfor en afklaring på denne fase af forhandlingerne i løbet af meget få dage, og i hvert tilfælde i denne uge. De har forhandlet så længe og skrevet så mange papirer, at der nu skal komme en afklaring, siger Jens Ringberg.

En ren S-regering er fortsat det mest sandsynlige

Jens Ringberg ser overordnet to grunde til, at forhandlingerne trækker ud.

- Den ene og vigtigste er, at partierne simpelthen er meget uenige indbyrdes. Der går for eksempel et skel mellem Socialdemokratiet og de andre partier i udlændingepolitikken, ikke mindst i spørgsmålet om ydelser som kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

- Der går også et skel mellem De Radikale og de andre partier i den økonomiske politik, siger Jens Ringberg.

Den anden årsag er, at partierne ikke alene forhandler indhold, men også forhandler om, hvor detaljeret den nedskrevne politiske aftale skal være, vurderer han.

- Mette Frederiksen ville i virkeligheden helst nøjes med, at der alene stod, at hun skal være statsminister og føre alletiders rød-grønne politik. Men de andre partier vil have tingene beskrevet så detaljeret som muligt for at have snor i en kommende S-regering, siger Jens Ringberg.

Han vurderer samtidig, at en ren S-regering fortsat er det mest sandsynlige resultat:

- Der er ikke sluppet noget ud fra forhandlingerne, der antyder, at Mette Frederiksen overhovedet vakler på dét punkt.

Regeringsforhandlingerne fortsætter på 20. dag på et endnu ikke fastlagt tidspunkt senere i dag.

Rettelse 8. juli: I faktboksen fremgik det, at det tog 20 dage at danne en regering i 2015. Det tog dog 10 dage, hvilket nu er rettet.

Facebook
Twitter