Når de politiske sager skaber dønninger på Borgen, og ministertaburetterne vakler, kender vi de to ord: "undersøgelseskommission" og "advokatundersøgelse".
Nu skal vi lære et nyt ord at kende: granskningskommission.
For partierne i Folketinget er i dag nået til enighed om, at det er en helt ny kommissionstype, der skal undersøge forløbet i den såkaldte minksag, hvor det blev besluttet, at alle landets mink skulle aflives.
Det står fast efter et møde i underudvalget om undersøgelse af sagen om mink i Udvalget for Forretningsordenen.
Vidner skal afhøres
Præcist hvordan undersøgelsen kommer til at foregå, ved vi endnu ikke, siger DR's politiske analytiker Jens Ringberg.
- Det står nu helt fast, at regeringens håndtering af minksagen bliver undersøgt i en form, hvor der skal afhøres vidner – og altså ikke kun kigges på papirer. Men det er uafklaret præcist, hvad undersøgelsen skal fokusere på, siger Jens Ringberg.
Inden jul skal der laves et kommissorium for granskningskommissionen. Det oplyser Jens Rohde (R), der er formand for det underudvalg, hvor en undersøgelsesform er blevet diskuteret.
- Granskningskommissionen er et nyt instrument, som bygger på de samme principper om retssikkerhed for dem, der skal afhøres, siger Jens Rohde (R).
- Den bygger på et princip om effektivitet. Det vil sige, at den arbejder hurtigere end den almindelige undersøgelseskommission, siger Rohde.
Skal arbejde hurtigere
Den nye undersøgelsesform er mere vidtgående end for eksempel en advokatundersøgelse med udelukkende skriftlige svar. Mest af alt minder den om en undersøgelseskommission.
Men til forskel for denne er granskningskommissionens bagland og opgavestiller Folketinget, og ikke Justitsministeriet, forklarer Jens Ringberg.
- Den kommende minkundersøgelse bliver med en dommer i spidsen. Vidnerne får en advokat ved deres side. Og medierne kan lytte med. Det svarer helt til de kommissionsundersøgelser, som vi kender – eksempelvis Instrukskommissionen.
Men den nye granskningskommission skal arbejde hurtigere. Arbejdet skal være afsluttet inden for 12 måneder.
- Derfor skal de politiske partier nu prøve at blive enige om at skære dens opgave til – og dermed også fravælge elementer. Det kunne være regeringens håndtering af smitten fra mink hen over sommeren. Det kunne også være politiets rolle over for minkavlerne, der ikke bliver belyst, siger Jens Ringberg.
- Dermed ender det med en mindre undersøgelse, end de borgerlige partier havde ønsket. Men mere grundig end venstrefløjen først havde lagt op til, vurderer han.