Riskær: Ny portal til vælgererklæringer får ingen betydning

Partiformanden kritiserer NemID-registrering af støtteerklæringer.

- Det som ændrer sig er, at nu skal folk til at registrere sig med deres politiske intentioner, og jeg synes de overskrider nogen grænser her, siger Klaus Riskær Pedersen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De nye regler for indsamling af vælgererklæringer, som samtlige partier på Christiansborg står bag, og som blev præsenteret i dag, får ingen reel betydning.

Sådan lyder det fra Klaus Riskær Pedersen, hvis parti af to omgange omgik de nuværende regler.

- Det er den sidste vælgererklæring, som er svær at få, siger partiformanden.

- Hvad der ligger forud for den proces – om der går syv dage eller nul dage, om man bruger den ene eller anden løsning - har ingen som helst betydning for, hvad der sker i den sidste del af processen, hvor en borger skal afgive sin fortrolige vælgererklæring.

Syv dages eftertanke skal overholdes

På den nye portal skal borgerne bruge NemID til at afgive både deres støtteerklæring og den endelige vælgererklæring.

På den måde sikres det, at den såkaldte eftertænksomhedsperiode på syv dage, fra støtteerklæringen gives til den egentlige vælgererklæring falder, overholdes.

- Vi kan ikke leve med, at partier med kreative metoder skyder genvej til en plads på stemmesedlen og dermed potentielt en plads i Folketinget, har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) udtalt om baggrunden for det nye system med slet skjult henvisning til partiet Klaus Riskær Pedersen.

I december kunne TV 2 fortælle, at partilederen havde forbrudt sig mod den såkaldte eftertænksomhedsperiode, og i stedet ledt folk direkte til NemID-siden, efter at man havde tilkendegivet, at man ville støtte ham.

I februar var den gal igen, da Klaus Riskær Pedersen fik besked om, at han også havde brudt en anden regel gennem hele sin indsamlingsperiode.

Partiet havde nemlig ikke registreret de enkelte vælgeres emailadresser i vælgererklæringssystemet, men i stedet en emailadresse, der tilhørte partiet selv, kunne DR Nyheder fortælle.

'På kanten af, hvad man kan tillade sig'

Klaus Riskær Pedersen holder dog fast i, at det nye modul ikke vil påvirke indsamlingen af vælgererklæringer.

- Vi ved, at cirka halvdelen af de støtteerklæringer man får, mister man på vejen igennem det system. Det eneste, som man opnår nu, er så, at man mister dem lidt tidligere, men det der kommer ud i den anden ende, det som ender med at blive underskrevet, vil være fuldstændig det samme, siger han.

Den eneste forskel på det nye og forrige system er, at borgerne bliver registreret tidligere i processen, før de har taget endelig stilling til, hvorvidt de vil afgive deres vælgererklæring til et givent parti. Og det undrer Klaus Riskær Pedersen.

- Kan det være rigtigt, at man laver et system, hvor man i en statslig computer beder folk, der vil støtte noget politisk, om at registrere sig med NemID. Jeg mener, at kæden er sprunget fuldstændig af for de her politikere, siger han.

- Jeg mener, at det må være på kanten af, hvad man kan tillade sig at registrere.

Facebook
Twitter