Rød blok fastholder mål om dieselbil-forbud trods nej fra EU

Klimaordførere vil have Danmark til at tage kampen op i Bruxelles.

Den danske regerings overordnede plan om at reducere drivhusgasserne med 70 procent i 2030 er en af de mest ambitiøse i verden. Nu viser et brev fra Europa-Kommissionen, at et af de centrale delmål på transportområdet bliver svært at nå til tiden. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Socialdemokratiet holder fast i målet om at forbyde et salg af nye dieselbiler i 2030, selvom det gældende EU-direktiv på området forbyder Danmark og andre lande at gå solo på området.

Sådan lyder beskeden fra regeringspartiets klima-, energi- og forsyningsordfører Anne Paulin, efter at Europa-Kommissionen i et brev til Folketingets Europaudvalg har trådt på bremsen.

- Vi har ikke lovet vælgerne, at den grønne omstilling er let at gennemføre. Men vi er nødt til at sætte nogle høje ambitioner, hvis vil noget på området. Vi skal have nogle grønnere biler, og det kræver både en ændring af dansk og europæisk lovgivning, siger hun.

Helt konkret henviser EU-kommissær for det indre marked Elzbieta Bienkowska til det direktiv fra 2007, der fastsætter EU's regler for, hvilke biler der må køre på de europæiske veje:

- I henhold til gældende EU-typegodkendelseslovgivning er et fuldstændigt forbud mod markedsføring, import eller registrering af nye benzin- og dieselbiler i en medlemsstat ikke foreneligt med EU-lovgivningen.

S: Står også på mål for klimaplan i EU

I sit brev opfordrer den polske kommissær dog samtidig den danske regering til at tage sagen op i EU's ministerråd sammen med en række andre lande, Frankrig, Spanien, Storbritannien, Holland og Irland, der har lignende planer om at forbyde forbrændingsmotorer fra 2030 til 2040.

EU-kommissæren for det indre marked hedder Elzbieta Bienkowska og er fra Polen. (Foto: ERIC VIDAL © Scanpix)

Det ser Socialdemokratiets klima- og energiordfører Anne Paulin som et signal om, at det ikke er umuligt at nå målet om at stoppe salget af såkaldte fossilbiler i Danmark om 11 år.

- Jeg kan ikke stå og love det hundrede procent. Men jeg kan love, at den ambitiøse politik, som vi står på mål for herhjemme, den står vi også på mål for i europæisk regi, siger Anne Paulin.

Hun påpeger, at verden har ændret sig i de senere år - ikke mindst i Bruxelles.

- EU-reguleringen er jo ikke en kontant størrelse. Den bliver ændret undervejs. Og der er også kommet en ny formand for kommissionen, som taler om, at vi skal have mere ambitiøse klimamål for EU, siger hun med henvisning den nye tyske kommissionsformand, Ursula von der Leyen.

Støtteparti kræver dansk handling

Hos Enhedslisten, som i forbindelse med regeringsforhandlingerne blev enige med S-regeringen og de øvrige to støttepartier, SF og Radikale Venstre, om det såkaldte forståelsespapir, ærgrer klimaordfører Mai Villadsen sig.

- Det var desværre forventeligt, at vi ville få det svar fra EU. Men det er stadig enormt frustrerende og ærgerligt, at EU på den måde kan stille sig i vejen for, at et medlemsland kan gå foran med den grønne omstilling.

Hun forventer nu, at den danske regering tager kampen op i Bruxelles.

- Jeg vil bede den nye klimaminister Dan Jørgensen (S) om at tage det her op ned i ministerrådet, så vi kan presse på for, at det er muligt for et medlemsland at gå forrest med den grønne omstilling, eksempelvis med at forbyde benzin- og dieselbiler i 2030, siger Mai Villadsen.

'Heldigvis enig med andre lande'

Heller ikke SF og Radikale Venstre tvivler på, at der kommer et forbud mod nysalg af diesel- og benzinbiler.

- Vi ved jo godt, at der er begrænsninger i forhold til EU's indre marked. Danmark er heldigvis enig med en række andre lande i EU om at lave et forbud, så derfor tror jeg, at der er gode muligheder for at få det igennem i EU, siger politisk ordfører i SF Karsten Hønge til RItzau.

Også Ida Auken, som er klima- og miljøordfører i Radikale Venstre, hæfter sig ved, at Danmark ikke er alene om at ønske lignende forbud.

Hun har tiltro til, at der bliver indført et forbud mod de forurenende biler, skriver hun på Twitter.

- Bilindustrien i Europa må læse skriften på væggen. Danmark kommer til at forbyde nysalg af benzin- og dieselbiler på den ene eller anden måde. Det er en vigtig del af klimaløsningen, skriver Ida Auken.

DR Nyheder har forsøgt at få klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i tale, men beskeden fra ministeriet er, at han er på sommerferie og derfor ikke til at træffe.

Facebook
Twitter