Rød blok kalder 'grøn' minister i samråd: Træk tåbelig handling tilbage

Jakob Ellemann-Jensens (V) planer om at skære i andelen af naturbeskyttede områder vækker forargelse i oppositionen.

Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen mener, at der er tale om "spin", når Jakob Ellemann-Jensen (V) kalder sig selv for grøn og miljøets minister. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er præcis en måned siden, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen blev udpeget til Danmarks nye miljø- og fødevareminister og dengang understregede, at han først og fremmest ville være ”miljøets minister”.

Men en måned efter udnævnelsen klinger denne udtalelse hult, lyder det fra Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen:

- Det var direkte forkert, da han sagde, at han ville være miljøets minister. Det var spin.

Reaktionen kommer direkte i kølvandet på et nyt forslag, som Jakob Ellemann-Jensen har sendt i høring. Her lægger ministeren op til at skære ned på arealerne af beskyttede naturområder.

Konkret er der tale om nedskæring af 25.800 hektar beskyttet natur, hvilket er er 2.200 hektar mere end, hvad den tidligere miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), lagde op til.

- Det er uforeneligt med at kalde sig en grøn minister. Det virker på mig, som om han slet ikke har forstået, hvilken tilstand dansk natur er i, siger Christian Rabjerg Madsen.

Planerne har fået både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til at reagere ved at indkalde ministeren i samråd. Og ifølge Christian Rabjerg Madsen forventer han, at det i sidste ende vil være en samlet rød blok, der hiver ministeren i samråd.

- Jeg håber, at vi kan lægge et massivt pres på ministeren, så han vil trække denne her tåbelige handling tilbage, siger Christian Rabjerg Madsen

Grønne organisationer ryster på hovedet

Der er tale om såkaldte Natura-2000 områder, som indgår i EU's Natura 2000-netværk. Natura 2000-områder er en EU-betegnelse for, at områderne nyder særlig beskyttelse. Ifølge regeringen er det hovedsageligt landbrugsområder, byområder og veje, som bliver pillet ud.

Men helt grundlæggende er der tale om et skridt i den forkerte retning, når regeringen planlægger at reducere andelen af naturbeskyttede områder i stedet for at udvide dem, lyder det fra Socialdemokratiet.

Og samme opfattelse finder man blandt en række af Danmarks grønne organisationer. Blandt andre Danmarks Naturfredningsforening kalder planerne for ”et angreb på naturen”.

- Vi er det land i EU, der har den laveste andel af beskyttet natur, og den bundplacering skal nu udhules endnu mere. Det er helt forrykt. Naturen har brug for beskyttelse. En masse arter er i alvorlig tilbagegang, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

I Dansk Ornitologisk Forening ryster man også på hovedet over Jakob Ellemann-Jensens planer og kalder det for en ”kæmpe skandale”.

Intet er afgjort endnu

Hos regeringen afviser man, at der er tale om et angreb på naturen og Jakob Ellemann-Jensen understreger, at han lytter til kritikken.

- Jeg lytter til deres bekymringer, og til alle andres bekymringer, og så må vi jo så se, hvor det ender, siger han og lægger vægt på, at der fortsat ikke er truffet nogle endegyldige beslutninger.

- Det er jo en del af den høringsproces, der har været, hvor der er kommet nogle andre bud ind. Og det bliver så også sendt i høring, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Og samme budskab understregede ministeren tidligere i dag på de sociale medier, hvor han blandt andet på Twitter maner til besindighed.

"1. Jeg har ikke truffet beslutning om, hvordan den sag skal ende. 2 Naturen skal beskyttes, og vi skal være ærlige om, hvad der er natur, og hvad der ikke er. 3 Høringer er til for, at vi kan lytte - særligt til bekymringer. 4 Vent at se. Det ender godt!", skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter.

- Man kan tweete herfra og til juleaften, men det ændrer ikke på, at det her er et angreb på naturen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Facebook
Twitter