Røde partier om skjulte pengedonationer til Venstre: 'Rent tilfældigt, at det blev opdaget'

Enhedslisten og SF ønsker et kontrolorgan, der skal se partistøtten efter i sømmene.

- Jeg synes, at det er dybt problematisk, at det parti, som ovenikøbet sidder på regeringsmagten, har brudt reglerne om åbenhed om partistøtte, og altså har holdt skjult for vælgerne, hvem der har finansieret deres valgkamp, siger Enhedslistens gruppesekretær, Pelle Dragsted.

Der skal laves markant om i reglerne for de økonomiske bidrag, som de forskellige partier hvert år modtager fra private personer eller virksomheder.

Det mener både Enhedslisten og SF, efter at Politiken i dag via flere aktindsigter har kunnet fortælle, at Venstre i Region Midtjylland har brudt reglerne mindst 16 gange mellem 2013 og 2016 og fået en bøde på 10.000 kroner.

Partiet har nemlig ikke angivet, hvem der står bag de 16 donationer, der alle har været på mindst 20.000 kroner, som reglerne om partistøtte ellers foreskriver.

Det betyder, at vælgerne ikke har kunnet se, hvilke private personer der har spyttet flere hundrede tusinder kroner i partiets pengekasse.

Det møder nu skarp kritik fra to partier i oppositionen:

- Det er under al kritik, at man ikke overholder de regler om åbenhed, som i forvejen er meget lempelige. Det er toneangivende topministre i regeringen, som har modtaget penge, de skulle have indberettet, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark.

Han henviser til, at blandt andet finansminister Kristian Jensen har modtaget beløb på over 20.000 kroner, uden at det i første omgang kom frem, hvem bidragyderen var.

- Jeg synes, at det er dybt problematisk, at det parti, som ovenikøbet sidder på regeringsmagten, har brudt reglerne om åbenhed om partistøtte, og altså har holdt skjult for vælgerne, hvem der har finansieret deres valgkamp, siger Enhedslistens demokratiordfører, Pelle Dragsted.

Stærkere myndighedskontrol og præcise pengebeløb

I Danmark er der ikke noget kontrolorgan, som fører tilsyn med, om de forskellige partier overholder reglerne.

Helt omvendt står det til Norge, hvor Partilovsnævnet fører kontrol med de millioner af kroner, som bliver tilføjet partikasserne af private.

Derfor ønsker både Enhedslisten og SF at indføre en øget kontrol og et egentligt kontolorgan.

- Vi synes, at der skal være bedre kontrol, fordi man skal kunne se, hvem der støtter politikerne og magthaverne. Vi kunne godt tænke os, at man opretter et kontrolorgan, der i højere grad kontrollerer, om partierne oplyser, som de skal, og om de gør det rigtigt, siger SF's Jacob Mark.

- Vi skal have en stærkere myndighedskontrol. Det er rent faktisk lidt tilfældigt, at det her er blevet opdaget, og det kan være toppen af isbjerget, siger Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

20.000 eller 20 millioner?

Begge partier ser endda gerne, at man går et stykke længere i skærpelsen af reglerne. Det er nemlig sådan, at partierne kun skal angive, hvem der har doneret 20.000 kroner eller mere. De skal ikke angive det præcise beløb.

- Vi ved for eksempel i princippet ikke, om Lars Seier Christensen (erhvervsmand og bidragyder til Venstre, red) har givet Venstre-toppen 20.000 kroner eller 20 millioner kroner, siger Pelle Dragsted, der mener, at det skal angives, præcis hvilket beløb der doneres.

Venstre har ikke ønsket at stille op til et interview om sagen. I et skriftligt svar til DR Nyheder siger Jens Nicolai Vejlgaard, der er formand for Venstre i Region Midtjylland:

- Det er en sag, som vi opdager tilbage i 2017, og efterfølgende har vi håndteret sagen sammen med myndighederne. Vi har betalt en bøde, og vi anser sagen for afsluttet.

Facebook
Twitter