Røde partier vil straffe sex uden samtykke som voldtægt

I et nyt fælles udspil foreslår S, R og SF at indføre et princip om samtykke for at beskytte voldtægtsofre.

- Vi ønsker simpelthen at føre vores lovgivning på voldtægtsområdet ind i den moderne virkelighed, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Socialdemokraterne, de Radikale og SF vil ændre lovgivningen, så seksuelle handlinger uden samtykke kan straffes under voldtægtsparagraffen.

Det skriver Berlingske mandag.

- Når vi kan høre, at der i konkrete sager rejses diskussion om, hvilket tøj pigen havde på, eller hvordan hun dansede, så har vi som samfund et problem. Vi ønsker simpelthen at føre vores lovgivning på voldtægtsområdet ind i den moderne virkelighed, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, til avisen.

Senest har en sag om gruppevoldtægt af en ung kvinde under en fest i Herfølge i 2014 vakt stor offentlig debat. Ifølge pigens forklaring var hun stærkt påvirket af alkohol og ikke i stand til at modsætte sig de unge mænds overgreb.

Byretten i Roskilde frifandt de tre tiltalte, men i Østre Landsret blev alle tre i sidste uge idømt ubetingede fængselsstraffe.

Påstand mod påstand

Mette Frederiksen mener, at man med et princip om samtykke sender et signal om, at alle har et ansvar for, at seksuelle handlinger kun finder sted, hvis alle parter er enige om det.

Formand for Den Danske Dommerforening Mikael Sjöberg advarer dog mod at indføre samtykkebegrebet i lovgivningen.

- I de fleste sager om voldtægt er det påstand mod påstand. I sin reneste form vil man ende med at vende bevisbyrden om, og det er et fundamentalt opgør med dansk retspraksis.

- Vi vil risikere at få dømt nogle unge mænd, der er uskyldige, siger han til Berlingske.

SF-formand Pia Olsen Dyhr mener dog stadig, at der er behov for at forbedre ofrenes retsstilling.

- Selvfølgelig er man uskyldig, indtil andet er bevist. Men jeg vil gerne styrke offerets position i disse sager, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Facebook
Twitter