Rørt Pia Olsen Dyhr: 'Jeg måtte lyve for at passe på min far'

SF's formand er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug.

- Nu bliver jeg helt rørt, lød det fra en tydeligt bevæget Pia Olsen Dyhr, da hun onsdag gæstede Det Politiske Talkshow på DR1.

Partiformanden reagerede på et interview med de to pensionister Laila og Bent Frydshou, der tog sig af hende, da hun som barn voksede op i et socialt belastet hjem.

Pia Olsen Dyhr mødte Bent Frydshou, da hun som 10-årig begyndte til kor i Vallensbæk Kirke.

Bent Frydshou var nemlig organist, og Pia Olsen Dyhr fik et nært forhold til både Bent og hans hustru Laila, som hun faktisk boede hos i en periode senere i livet.

Løj i skolen

På hjemmefronten boede Pia Olsen Dyhr alene med sin alkoholiserede far - og det tvang ofte partilederen til at fyre en løgn af i skolen og i kirken.

- Når han ikke kunne komme til forældremøder, sagde jeg, at han var ude at rejse. Min far har aldrig rejst i sit liv, sagde hun og fortsatte.

- Og når han ikke kunne komme til vores korkoncerter, sagde jeg, at han var på arbejde, selvom han ikke havde et arbejde.

Skammede sig

For Pia Olsen Dyhr skammede sig over, at hendes far ikke altid kunne være der for hende.

- Man bliver meget, meget god til at skjule virkeligheden, fordi man føler skam over den situation, som man står i, lød det fra partiformanden.

I videoen herunder kan du møde Bent og Laila Frydshou. Foto: Ida Maria Hiitola Pedersen.