Rohde anklages for at skade tegneres sikkerhed

Dansk Journalistforbunds formand anklager Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, for at slå politisk plat på tegnerne i Muhammedsagen og skade deres sikkerhed. Formanden kalder oplysningen om 12 muslimske mænd på en skole for helt ude af proportion.

Jens Rohde siger selv, at han med sine udtalelser forsøgte at forsvare tegnerne og forklare befolkningen om deres vanskelige situation. (Foto: DR)

Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, anklages nu for at slå politisk plat på tegnerne i Muhammed-sagen. Sådan lyder den barske kritik fra Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard.

Han anklager samtidig Jens Rohde for at forvrænge og overdrive sagen med udsagnet om, at en datter til en af tegnerne skulle være blevet opsøgt af 12 muslimske mænd på en skole.

- En af de faktuelle fejl er blandt andet billedet af 12 muslimske mænd. Det er helt forvrænget og ude af proportioner, siger Mogens Blicher Bjerregaard.

Ifølge TV AVISEN drejer det sig ikke om 12 muslimske mænd, men om drenge, hvoraf flere går på pigens skole.

Amoralsk at bruge tegnerne

Han kalder det samtidig direkte amoralsk af Jens Rohde at bruge tegnernes, og deres familiers, personlige sikkerhed til at fremme sin egen politiske argumentation.

- Det er uanstændigt, at en højprofileret folketingspolitiker bruger sin taletid i medierne til at udbasunere den slags historier, der kan forværre situationen for tegnerne og deres familier", siger Mogens Blicher Bjerregård.

Fjer der blev til fem høns

De 12 tegnere er alle er medlem af Dansk Journalistforbund, og Mogens Blicher Bjerregård skriver i en udtalelse, at han udtaler sig på vegne af dem, og at forbundet ser det som sin opgave at beskytte tegnerne og tage presset for dem blandt andet i forbindelse med de mange henvendelser, de får fra medierne.

På den baggrund kaldet Mogens Blicher Bjerregaard det forargeligt, at Jens Rohde bruger tegnerne politisk efter i en fortrolig samtale at være blevet briefet om tegnernes forhold.

- I den forbindelse har han fået forskellige opdateringer om tegnernes aktuelle situation, inklusive en flere uger gammel historie fra en skole. Det er denne fjer, der er blevet til fem høns gennem Jens Rohde, siger Mogens Blicher Bjerregård.

Rohde prøvede at forsvare tegnerne

Jens Rohde forklarer, at han blev bedt om at deltage ved et møde torsdag med Danske Bladtegneres formand Claus Seidel. Her blev han orienteret om de tolv tegneres situation. De kan ikke selv udtale sig, fordi Politiets Efterretningstjeneste (PET) har sagt, at de ikke skal udtale sig, forklarer Venstres politiske ordfører.

- Jeg finder det helt utilstedeligt at anklage mig for at slå politisk plat på tegnerne efter et møde. Jeg har meget nøjagtigt forklaret Mogens Blicher Bjerregaard om baggrunden og sammenhængen. Derfor kommer det noget bag på mig, at han kan lave den udlægning af det, siger Jens Rohde.

Han prøvede med sine udtalelser at forsvare tegnerne og forklare befolkningen om deres vanskelige situation, når de ikke selv kan udtale sig, forklarer han.

- Jeg har prøvet at stå op for tegnerne og forsvare dem. Jeg har prøvet at få folk til - i stedet for hele tiden at diskutere om sig selv - at sige, vi har nogle tegnere i dette land, der bliver truet på livet og lever under dødsdomme og har fået vendt op og ned på deres liv, siger Jens Rohde.

Han anskueliggjorde det med en oplysning fra mødet. Han beklager, hvis hans brug af dette eksempel kan genere tegneren og familien.

- Vi burde som danskere - rent moralsk - slå en ring omkring disse tegnere og sige: Vi vil simpelt hen ikke finde os i, at de skal leve under disse vilkår, fordi de har tegnet nogle streger og udøvet deres erhverv. Det har været mit eneste ærinde, siger Jens Rohde.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bcbbfa11f9d0ee03e19a9http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53b4a74f6187a20c4414f5e5

Facebook
Twitter