S-afhopper: Mange socialdemokrater har det nok som mig

Pernille Schnoor er ærgerlig over, at Socialdemokraternes nye ledelse aldrig har taget et opgør med Corydon-linjen.

Pernille Schnoors beslutning om at skifte Socialdemokraterne ud med Alternativet har været længe undervejs. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvis man ikke kan stå inde for den politik, som ens parti fører, så skal man tage konsekvensen og forlade det. Alt andet ville være at lyve over for de vælgere, som har stemt på en.

Det er meldingen fra folketingspolitikeren Pernille Schnoor, som her til aften er skiftet fra Socialdemokraterne til Alternativet.

- Det er mere ærligt end at blive i partiet og stemme for noget, som man ikke kan stå inde for, siger hun.

Pernille Schnoor blev valgt ind i Folketinget ved valget sidste år, men har tidligere repræsenteret Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune.

Nu forlader hun partiet, fordi hun er ærgerlig over, at hendes nu forhenværende partiformand, Mette Frederiksen, aldrig har taget et opgør med den tidligere partiledelses politik.

- Jeg havde håbet på, at der ville komme et opgør med det menneskesyn, som Bjarne Corydon (forhenværende finansminister, red.) stod for. Et menneskesyn, hvor det mest af alt handler om, hvor meget en flygtning koster. Det opgør har jeg ikke set komme, og jeg forventer heller ikke, at det vil ske.

Det er ellers ikke mere end en uge siden, at Pernille Schnoor blev genvalgt som Socialdemokraternes folketingskandidat i Helsingør.

Ifølge kredsformand Vibeke Schmidt var der intet, som der tydede på, at Pernille Schnoor var ved at skifte parti.

Hvad er der sket i løbet af den seneste uge?

- Det er ikke en beslutning, jeg har taget på en uge. Det er sket over flere år, og jeg havde som sagt håbet på, at der ville komme et opgør med det økonomiske fokus, som Socialdemokraterne stod for under Corydon. Jeg er sikker på, at man også mange andre steder i det socialdemokratiske bagland kan nikke genkendende til, at der er blevet truffet en masse beslutninger, som kan være rigtig svære at sluge af humanistiske årsager, siger hun.

Dem, der stemte på dig ved valget, stemte jo på dig, fordi du var Socialdemokrat. Føler du stadig, at du repræsenterer dem?

- Jeg repræsenterer dem på fuldstændig samme måde. Jeg mener tværtimod, at jeg ikke kunne have repræsenteret dem, hvis jeg var blevet i Socialdemokraterne. Desværre, siger hun og fortsætter:

- Alternativet har et menneskesyn, som jeg er helt på linje med, og de gør sig nogle store tanker om, hvordan velfærdsstaten skal udvikles. Der er rigtig meget i den politiske kultur i Alternativet, som jeg godt kan lide. Der skal være mere ærlighed og mindre taktik.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, skriver i en mail til DR Nyheder, at han er ked af Pernille Schnoors beslutning.

- Vi synes, vi har haft et godt samarbejde, men vi tager Pernilles valg til efterretning.

Blå bog for Pernille Schnoor

  • Født: 20. januar 1967 i Aarhus.

  • Uddannelse: Cand.comm. og ph.d. ved Copenhagen Business School.

  • Civil karriere: Tidligere gymnasielærer, lektor, PR-konsulent ved Post Danmark, projektleder ved Holm Kommunikation og projektleder ved Arte.

  • Politisk karriere: Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne fra juni 2015, per april 2016 medlem af Alternativet. Hun har desuden været medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune fra 2010 til 2015, hvor hun også var formand for børne- og skoleudvalget.

  • Civilstand: Har to børn

FacebookTwitter