S-borgmestre kritiserer Mette Frederiksen for at gå uden om arbejdsmarkedets parter om store bededag

Det er ærgerligt, at arbejdsmarkedets parter ikke forhandler om store bededag, mener flere socialdemokratiske borgmestre.

Regeringen ønsker at fjerne store bededag som en helligdag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Flere socialdemokratiske borgmestre kritiserer nu regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) for at ville sløjfe store bededag som en helligdag - uden om arbejdsmarkedets parter.

Det viser en rundringning foretaget af DR Nyheder.

For det er ikke god socialdemokratisk politik at trumfe løn- og ansættelsesvilkår igennem uden om den danske model, mener blandt andre Steffen Jensen, socialdemokratisk borgmester i Halsnæs og formand for Kommunernes Landsforenings (KL) løn- og personaleudvalg.

- Når det handler om løn og arbejdsvilkår, så er det grundlæggende princip for mig som socialdemokrat, at det er arbejdsmarkedets parter, der skal gå ind og forhandle det. Og det burde også have været tilfældet i den her sag, siger han.

Han bakkes op af flere andre socialdemokratiske borgmestre, som synes, at arbejdsmarkedets parter skulle have været inde over beslutningen.

- Jeg er med på, at vi skal gøre, hvad vi kan. Men jeg må også sige, jeg synes, man skulle have ladet arbejdsmarkedets parter beslutte det her, siger Vicky Holst Rasmussen, socialdemokratisk borgmester i Egedal Kommune.

- Det er den indblanding, jeg hører fagbevægelsen kritisere, hvilket jeg er helt enig med dem i.

Regeringen fastholder, at de vil skrotte store bededag som en helligdag. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

DR har været i kontakt med mange socialdemokratiske borgmestre.

En del bakker regeringens linje op, andre ønsker ikke at udtale sig og flere er altså kritiske over for, at arbejdsmarkedets parter ikke er involveret i beslutningen om at sløjfe store bededag.

Skulle være besluttet i en trepartsforhandling

Regeringen ønsker at afskaffe store bededag for at skaffe penge til Forsvaret.

Ifølge regeringen vil forslaget øge arbejdsudbuddet med 8.500 personer og give 3,2 milliarder kroner ekstra årligt til statskassen.

Men forslaget har mødt massiv modstand og har udviklet sig til et stort politisk slagsmål for regeringen.

En samlet fagbevægelse opfordrede tirsdag regeringen til at droppe idéen eller tage en folkeafstemning om forslaget.

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, kalder forslaget for "et eklatant indgreb i den danske model".

Og den kritik tilslutter flere socialdemokratiske borgmestre sig nu.

En af dem er Steen Wrist, borgmester i Fredericia og medlem af KL's løn- og personaleudvalg.

- Jeg har det virkelig svært med, at man gør sådan noget som det her, udenom det vi ynder at kalde den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn- og ansættelsesvilkår, siger han.

Fredericia-borgmester Steen Wrist (S) frygter, at afskaffelsen af store bededag gør vanskelige overenskomstforhandlinger endnu sværere. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Særligt timingen, hvor der skal forhandles en ny overenskomst på plads i det private, er uheldig, mener Steen Wrist.

- Der er altså nogle, hvor den her frihed ses som én dags mindre nedslidning om året. Og det forstår jeg godt, at man råber vagt i gevær om, siger han.

Hvad frygter du, at afskaffelsen af store bededag kan betyde for overenskomstforhandlingerne?

- Den værst tænkelige konsekvens vil jo være, at landet ender i en storkonflikt.

- Der er altså ikke ret mange vindere på at bringe et land i storkonflikt. Jeg er sikker på, at på begge sider af forhandlingsbordet på det private område, der sidder der dygtige forhandlere. Jeg ved og tror også, at de gør alt for at undgå den situation. Men det her gør det jo ikke lettere, siger den socialdemokratiske borgmester i Fredericia.

'Processen er bekymrende'

Heller ikke Erik Lauritzen, socialdemokratisk borgmester i Sønderborg Kommune, synes om forløbet.

Han bakker egentlig op om idéen, men han synes, regeringen skulle have taget spørgsmålet op med arbejdsmarkeds parter.

- Man skulle have gjort det på en anden måde. Man kunne have lagt det ud i en trepartsforhandling, siger han.

Kan du forstå, hvis fagbevægelsen føler sig tromlet af regeringen?

- Hvis jeg skal sætte mig i deres sted, så ja, siger Erik Lauritzen.

Også Michael Stegger Jensen, borgmester i Syddjurs Kommune, er kritisk.

- Processen er bekymrende. Det burde være oplyst tidligere til arbejdsmarkeds parter. Jeg synes, måden, det foregår på, er uheldig, siger han.

Politisk ordfører: En ekstraordinær situation

Christian Rabjerg Madsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet, lytter til kritikken fra de socialdemokratiske borgmestre.

Men han rokker sig ikke en tomme på spørgsmålet om store bededag og beslutningen om at sløjfe den ved lov.

De kritiske borgmestre er enige i, at der skal laves reformer. Det her handler om metoden. Socialdemokraterne forventer, at Socialdemokratiet vil benytte sig af den danske model, når der skal ændres på ansættelsesvilkår. Hvorfor gør I ikke det?

- Vi er i en ekstraordinær situation, hvor vi har behov for dels at understøtte vores velfærd, samtidig med at vi i de kommende år skal bruge væsentligt flere midler på vores forsvar.

- Og det er årsagen til, at vi træffer en beslutning, som er ekstraordinær, men også nødvendig, hvis ikke investeringerne i Forsvaret skal føre til velfærdsforringelser, siger Christian Rabjerg Madsen.

Kunne det ikke løses sammen med arbejdsmarkedets parter?

- Spørgsmålet om, hvor mange helligdage der er, ligger på vores bord. Vi tager det som regering meget alvorligt, at vi har ansvaret for, at økonomien hænger sammen.

- Vi ønsker ikke at tørre regningen af på enkeltgrupper. Vi har i stedet fundet en løsning, hvor finansieringen klares solidarisk, og hvor alle kommer til at bidrage. Derfor synes vi, at forslaget omkring helligdagen er fornuftig.

I har fået massiv kritik fra fagbevægelsen, og nu er der også borgmestre fra dit eget parti, der kritiserer regeringens fremfærd på det her spørgsmål. Tromler I den danske model?

- Den danske model kommer også til at stå stærkt i fremtiden. Den danske model er forudsætningen for, at vi har et stærkt arbejdsmarked med gode vilkår i Danmark. Så vi bakker fuldt op om den danske model. Men vi står i en ekstraordinær situation, og derfor har vi lavet den prioritering, vi mener er rigtig, siger han.

Preller kritikken fra dine partifæller helt af på dig?

- Jeg lytter altid til kritik – uanset hvor den måtte komme fra. Men det er regeringens opgave at sikre, at økonomien i Danmark er sund. Også i fremtiden.

Helligdagen står til at blive sløjfet fra 2024.