S bringer regeringen i mindretal om udflytning af institut til Aarhus

Socialdemokraterne stemmer imod udflytningen af Dansk Institut for Internationale Studier, og dermed har regeringen ikke flertal for sit forslag.

Dansk Institut for Internationale Studier ligger på Østerbro i København, men regeringen vil flytte det til Aarhus. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Regeringen bringes nu i mindretal om den planlagte udflytning af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fra København til Aarhus.

Socialdemokraterne har efter længere tids overvejelser netop besluttet at vende tommelfingeren nedad til forslaget, og da Liberal Alliance allerede har gjort det samme, kan regeringen ikke tælle til 90 mandater.

- Der har været massiv kritik af udflytningen i de høringssvar, der er givet. Vi har også selv forsøgt at få svar fra regeringen på noget af den kritik, som der er fremkommet. Og af de svar, regeringen har givet, fremgår klart, at placeringen af DIIS i København er det, der er mest fornuftigt, siger medlem af Udenrigsudvalget Mogens Jensen (S).

- Vi har haft det udgangspunkt, at vi generelt har støttet regeringens udflytningsplaner. Det er fornuftigt, at der er en bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser, men i DIIS' tilfælde er 98 procent af deres samarbejdspartnere og hovedbrugere i hovedstadsområdet, siger han.

Næsten alle samarbejdspartnere i København

Regeringen lagde i sin argumentation for at flytte DIIS til Aarhus vægt på, at instituttet har et samarbejde med Aarhus Universitet.

Det vil Socialdemokraterne gerne imødekomme, og derfor har de også forsøgt at forhandle en aftale på plads med regeringen om at flytte en mindre del af DIIS til Aarhus for at styrke samarbejde med Aarhus Universitet. Men det har regeringen ikke ønsket, siger Mogens Jensen.

- Derfor fastholder vi placeringen af DIIS i København, siger han.

Flytningen af DIIS er en del af regeringens store plan om udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden, men kræver som eneste statslige arbejdsplads et flertal i Folketinget, hvis flytningen skal realiseres.

De øvrige statslige arbejdspladser kan regeringen flytte administrativt og behøver derfor ikke et flertal.

Et svar fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Folketinget har vist, at kun omkring to procent af DIIS' primære brugere og samarbejdspartnere har hjemsted i Aarhus/Østjylland, mens 98 procent befinder sig i hovedstadsområdet.

V: Det er sørgeligt

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder Socialdemokraternes udmelding "rigtig sørgelig".

- Jeg har meget, meget svært ved at se de gode argumenter for, hvorfor man ikke kan gøre det, siger han.

Men de henholder sig blandt andet til, at 98 procent af DIIS' primære brugere og samarbejdspartnere befinder sig i hovedstadsområdet?

- Vi skal ikke glemme, at det her er en forskningsinstitution. Det er forskere, der sidder og kommer med gode forslag til, hvad vi skal gøre på udenrigspolitikken, og der er der behov for en gang imellem at holde møder med ambassader og Udenrigsministeriet, men det kan man sagtens håndtere fra en by som Aarhus, for det er jo ikke daglige eller ugentlige møder.

Forslaget bliver allerede behandlet i Folketingssalen, vil I lade jer stemme ned nu?

- Nu har vi møde i Udenrigsudvalget i dag, hvor vi afgiver den officielle betænkning på forslaget, og så må vi se derefter. Vi synes, det er rigtig synd, for hvis vi gerne vil flytte statslige arbejdspladser, så skal vi også gøre det på et højt niveau.

Men vi kommer vel ikke uden om, at det er et nederlag for regeringen?

- Jeg synes, det er et nederlag for de mennesker, der ønsker bedre balance i landet, og at ikke alt skal ligge i København. For os, der har den holdning, er det et nederlag, siger Michael Aastrup Jensen.

I oktober sidste år annoncerede regeringen, at omkring 3.900 statslige arbejdspladser flyttes ud af København - heriblandt DIIS med sine omkring 100 arbejdspladser.

Facebook
Twitter