S: Dårlig forretning at sælge Danske Spil

Danske Spil indbringer hvert år millioner til statskassen. Penge, som fremover risikere at skulle findes ved at indkræve skatter, advarer Benny Engelbrecht (S).

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, advarer mod at sælge Danske Spil, som udgør en god indtægtskilde for staten. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

Det er en usædvanlig dårlig forretning, hvis staten sælger en stor indtægtskilde for et engangsbeløb, advarer Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht.

Advarslen kommer i kølvandet på blå bloks udmelding i Børsen om et hurtigt salg af Danske Spil, som pt. er ejet af staten.

Ifølge de eksperter, som Børsen har talt med, kan staten regne med en salgspris på mellem tre og fire milliarder kroner.

Trods det, mener Benny Engelbrecht (S), at det vil være en meget dårlig forretning.

- Det er klart, at man får et engangsbeløb, men hvert eneste år kommer der altså penge i statskassen fra Danske Spil, som går til gode formål, såsom frivillige, lyder det fra Benny Engelbrecht (S).

Konkret vil de blå partier sælge ud af den del af Danske Spil, som hedder Danske Spil Licens, der blandt andet står bag Oddset, Poker, Tips og Casino. Lotteridelen derimod skal indtil videre fortsat være ejet af staten, mener partierne.

Ifølge Børsen tjente Danske Spil Licens i 2015 743 millioner kroner til staten. Et beløb, som Benny Engebrecht advarer om, så må findes et andet sted.

- Det kan betyde, at man må finde pengene ved eksempelvis at indkræve skatter, lyder det fra finansordføreren, som påpeger, at der derfor er ganske god fornuft i, at indtægter fra Danske Spil også fremover er med til at finansiere gode formål, som eksempelvis de frivilliges arbejde.