S: DF var advaret om at besparelser betød færre kontrolbesøg

Det kan ikke komme bag på Dansk Folkepartis fødevareordfører Christian H. Hansen, at besparelser i Fødevarestyrelsen betyder færre hygiejne-kontroller hos bagere, slagtere og pizzariaer. Han var advaret, lyder det fra socialdemokraterne.

Bagere kan se frem til færre uanmeldte besøg fra fødevarekontrollen. (Foto: DR © DR)

Når Dansk Folkepartis fødevareordføre Christian H. Hansen nu tilsyneladende overraskes over at besparelser i Fødevarestyrelsen betyder, at der bliver 4700 færre uanmeldte kontrolbesøg hos for eksempel slagtere og bagere, så er det søgt.

Det siger den socialdemokratiske fødevareordfører Jens Peter Vernersen:

- Det kan umuligt komme bag på Dansk Folkeparti. Vi har flere gange tilkendegivet at besparelserne kunne komme til at gå ud over kontrolbesøgene, og hvis Christian H. Hansen ikke har forstået det, er det fuldstændigt vanvittigt, siger Jens Peter Vernersen til dr.dk/politik.

DF var med i beslutningen

Den hvæssede sparekniv i Fødevarestyrelsen er en konsekvens af en handlingsplan fra Fødevarestyrelsen, som blandt andet skal imødekomme årlige millionbesparelser på finansloven. Besparelser som Dansk Folkeparti selv har været med til at stemme for.

I aftalen står der direkte at antallet af kontrolbesøg skal revurderes. Der står:

"I forbindelse med analysen gennemføres en revurdering af de rent kvantitative målsætninger for veterinær- og fødevarekontrollen (antal kontrolbesøg etc.)."

Der står videre, at analyserne løbende skal drøftes med parterne, og det vil i dette tilfælde sige regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Alligevel kommer konsekvensen tilsyneladende bag på Christian H. Hansen. Han vil nu have en redegørelse fra forbrugerminister Lars Barfoed (K) hurtigst muligt.

- Jeg vil bede ministeren redegøre for, hvorfor man har valgt at tage besparelsen på denne måde. Det er jo ikke sikkert, at ministeren har gennemtænkt det her ordentligt. Så vi vil have en garanti for, at det ikke går ud over den enkelte forbruger, så ministeren kan drages til ansvar, hvis det sker, siger Christian H. Hansen til Ritzau.

Hos Forbrugerrådet undrer den melding fødevarepolitisk medarbejder Gitte Gross:

- Vi har opfordret Christian H. Hansen til at få belyst konsekvenserne inden aftalen var færdigforhandlet, siger Gitte Gross til dr.dk/politk.

Vidste ikke hvor snittet skulel skæres

Det har ikke været muligt for dr.dk/politik at få en kommentar fra Christian H. Hansen, men til Ritzau siger Christian H. Hansen at Dansk Folkeparti ikke blevet inddraget i beslutningen om, hvordan man realiserer besparelsen.

- Vi er ikke blevet taget med på råd om, hvor snittet skal ligge. Vi er med i finansloven, og her er der så kommet et oplæg til en besparelse. Min reaktion er så: Skal det lige være kontrolbesøg, eller er der noget administrativt, man kan spare væk i stedet for, siger Christian H. Hansen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk