S-folketingsmedlem stemmer imod regeringen om dagpenge

Boligordfører Jan Johansen vil stemme imod sin egen regering i spørgsmålet om den omdiskuterede dagpengereform.

(Foto: Bjarke Bo Olsen © Scanpix)

Regeringens problemer på dagpengeområdet blusser nu for alvor op igen.

Højst opsigtsvækkende melder en af Socialdemokraternes egne folketingsmedlemmer, boligordfører Jan Johansen, nu ud, at han vil stemme for Enhedslistens beslutningsforslag om at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge fra 12 til seks måneder. Et forslag, der skal til afstemning i folketingssalen i morgen.

Kan ikke være det bekendt

- Jeg stemmer for Enhedslistens forslag om at halvere genoptjeningsperioden. Det vil kunne hjælpe de mennesker på arbejdsmarkedet, der går og frygter for at blive fyret, siger Jan Johansen til DR Nyheder.

Socialdemokraten peger på, at langt flere end ventet har mistet retten til dagpenge, efter reformen trådte i kraft. Derfor bør den laves om, mener han.

- Vi kan ikke være bekendt at holde fast i den dagpengereform nu, hvor over 40.000 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet, siger Jan Johansen.

Ballade igen

Med meldingen er der endnu engang optræk til ballade blandt socialdemokraterne på grund af dagpengereformen fra 2010, der halverede genoptjeningsretten og forkortede dagpengeperioden.

Enhedslisten, SF og store dele af det socialdemokratiske bagland har længe krævet, at reglerne blev lempet igen, og i morgen lægger Enhedslisten så et forslag i folketingssalen.

På forhånd har Enhedslisten opbakning fra SF og Dansk Folkeparti - og altså nu en enkelt socialdemokrat.

Jan Johansen, hvad tror du den socialdemokratiske ledelse vil sige til, at du går imod regeringen?

Ikke stolte

- Det er de selvfølgelig ikke stolte af, det er jeg sikker på. Men jeg er også overbevist om, at jeg har sagt min holdning så mange gange på gruppemøderne, at de ved, hvor jeg står.

Helle Thorning-Schmidt har nedsat en kommission og sagt, at hun gerne laver reformen om efter et valg. Hvorfor ikke vente?

- Indtil kommissionen er kommet med sit bud, synes jeg egentlig godt, at vi kan gøre det lettere at genoptjene retten til dagpenge. Når vi har sat perioden ned fra fire til to år og samtidig sætter genoptjeningsperioden op, så er det dobbeltramt, man bliver.

Ikke flertal

Din stemme kommer ikke til at give Enhedslisten flertal, så skaber du ikke bare lidt for meget ballade i dit eget parti?

- Nej, jeg synes jo, at politik er noget med at flytte meninger hele tiden, og jeg gør det her, fordi jeg er socialdemokrat, og i politik prøver vi at flytte tingene, siger Jan Johansen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil Jan Johansen være den eneste socialdemokrat, der i morgen stemmer for Enhedslistens forslag.

Facebook
Twitter