S har rekord i at stemme blankt: 'De lurepasser og fedtspiller'

Socialdemokraterne trykker oftere end andre partier på "hverken for eller imod"-knappen i afstemninger i Folketinget.

Siden Mette Frederiksen blev S-formand i 2015, har partiet stemt blankt 96 gange. Det giver dem rekorden i gule stemmer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ingen partier trykker så ofte på den gule "hverken for eller imod"-knap i folketingssalen som Socialdemokratiet.

Siden folketingsvalget for snart fire år siden har partiet 96 gange stemt blankt ved at trykke på den gule knap, viser DR Nyheders optælling.

Det svarer til lige knap fem procent af afstemningerne, og giver Socialdemokratiet førertrøjen i at stemme gult. Partiet lurepasser og fedtspiller, lyder kritikken fra begge ender af folketingssalen.

- Det er fedtspilleri. Socialdemokratiet er ikke så meget et rødt parti længere, det er mere blevet et gult parti, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Det er udtryk for, at Socialdemokratiet lurepasser og fedtspiller. Og lige her op til valget er det jo vigtigt for vælgerne at vide, om man stemmer rødt eller grønt, istemmer Enhedslistens finansordfører, Rune Lund.

Artiklen fortsætter under grafikken.

DF: S skaber tvivl om udlændingepolitikken

Flere af Socialdemokratiets gule stemmer er afgivet på udlændingeområdet, og det skaber tvivl om, hvor man har partiet henne på den anden side af folketingsvalget, mener Martin Henriksen.

- Når man stemmer gult så meget, så er det jo fordi, man åbner op for, at man kan gøre noget helt andet efter et valg. De vil give sig selv fleksibilitet, så hvis De Radikale og venstrefløjen efter valget kræver indrømmelser på udlændingeområdet, så har Socialdemokratiet ikke låst sig på en fast linje, siger han.

Det er især kritisabelt, at Socialdemokratiet har stemt gult til centrale afstemninger på udlændingeområdet, mener DF's Martin Henriksen. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Socialdemokratiet stemte blandt andet gult til lovkravet om, at man skal give håndtryk ved en ceremoni for at blive dansk statsborger.

Partiet trykkede også på den gule knap, da Folketinget i december skulle stemme om et nyt udrejsecenter på øen Lindholm.

Partiet ville gerne have et nyt udrejsecenter, men kunne ikke stemme for, når man ikke kendte det konkrete beslutningsgrundlag, lød det.

- Jeg synes, det er ret afslørende, for de lægger jo op til, at de kan bevæge sig i forskellige retninger efter et folketingsvalg, siger Martin Henriksen.

DF har som støtteparti i denne valgperiode stemt gult 38 gange, hvilket svarer til 1,94 procent af afstemningerne.

Men som oppositionsparti under Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 stemte partiet gult 70 gange, hvilket var i 3,95 procent af afstemningerne.

Det er vel ikke så langt fra Socialdemokratiets knap 5 procent i denne valgperiode?

- Jeg synes, det er helt legitimt, at man engang imellem stemmer gult. Men når man gør det så meget, som Socialdemokratiet gør, så ved vi ikke rigtig, hvor vi har dem på udlændingeområdet – og det er meget problematisk, siger Martin Henriksen.

EL: Gule stemmer rykker ved tilliden

Mange af Socialdemokratiets gule stemmer er afgivet, når de andre oppositionspartier har stillet ændringsforslag til regeringens lovforslag eller har forsøgt at pålægge regeringen at gøre bestemte ting med såkaldte beslutningsforslag.

Socialdemokratiets gule stemmer sår tvivl om, hvorvidt Mette Frederiksen reelt har tænkt sig at føre en anden politik end den blå regering, mener Enhedslistens finansordfører Rune Lund. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Det skaber i Enhedslistens optik usikkerhed om, hvorvidt Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har tænkt sig at føre en anden politik end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvis hun vinder valget.

- Det er et kæmpe problem. Det rykker grundlæggende ved tilliden til, hvad Socialdemokratiet vil, og det giver et indtryk af, at man på mange områder ikke har tænkt sig at føre en anden politik end Lars Løkke, siger Rune Lund og tilføjer:

- Samtidig med at man stemmer rigtig meget gult, kan man ikke engang komme med en klar udmelding om, at man for eksempel ønsker at fjerne kontanthjælpsloftet, som har kastet tusindvis af børn ud i fattigdom.

Er det ikke fair nok at stemme gult, hvis det eksempelvis er, fordi man savner nuancer i forslaget?

- Den gule knap kan bruges en gang imellem, hvis man synes, at et forslag ikke er godt, men heller ikke dårligt nok til at stemme rødt. Enhedslisten stemmer også gult engang imellem. Men Socialdemokratiets meget omfattende brug af den gule knap; det er et udtryk for fedtspilleri, siger Rune Lund.

Enhedslisten har i denne valgperiode stemt gult 59 gange, hvilket svarer til 3,02 procent af afstemningerne.

S: Vi har gode argumenter for at stemme gult

Kritikken preller helt af på medlem af Socialdemokratiets ledelse på Christiansborg Henrik Dam Kristensen, der som gruppesekretær koordinerer folketingsgruppens afstemninger.

Han mener ikke, at den gule rekord sår tvivl om Socialdemokratiets politik.

Socialdemokratiets gruppesekretær Henrik Dam Kristensen (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

- Jeg mener sådan set, at vælgerne ret klart ved, hvor de har Socialdemokratiet, siger han og tilføjer:

- Det er under fem procent af tilfældene, vi har stemt gult. Og hver eneste gang, vi har stemt gult, har der været en meget klar argumentation for det.

Men det er vel ikke en rekord, I ligefrem er stolte af?

- Nej, men det har også lidt at gøre med den måde, regeringen tilrettelægger politikken på. For hvis man har et lovforslag, hvor man ved, at vi generelt er for hensigten, og man så putter enkelte elementer ind, som man godt ved, vi er imod – så skal vi jo markere den forskel på en eller anden måde. Og det har vi så i nogle tilfælde valgt at gøre ved at stemme gult.

Skal det forstås sådan, at det faktisk er regeringens skyld, at I har rekorden i at stemme gult?

- Nej. Vi vurderer det hver eneste gang, og i under fem procent af tilfældene har vi så vurderet, at vi bedst har kunnet udtrykke vores holdning ved at stemme gult. Det synes jeg sådan set er en helt okay måde at agere på, siger Henrik Dam Kristensen.

Facebook
Twitter