S-kandidat føler sig misforstået: 'Selvfølgelig skal Joy have lov til at få et barn alene'

Et Facebook-angreb på den gravide borgmester i Roskilde Joy Mogensen (S) satte sindene i kog.

Der røg måske en finke af panden eller to eller tre.

Sådan lød det i går i Aftenshowet fra Socialdemokratiets borgerrepræsentationsmedlem i København og folketingskandidat, Simon Simonsen.

Udtalelsen kommer, efter han den 29. april i et Facebook-opslag blandt andet skrev: ”Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske’ og linkede til en artikel om, at Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), er gravid med donorsæd og skal være solomor.

Han kalder det, at flere og flere og kvinder bliver soloforældre, "en tragedie af shakespeareske dimensioner, når der samtidigt er cirka 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse."

Men selvfølgelig skal Joy have lov til at få et barn alene, sagde Simon Simonsen i går aftes.

- Jeg synes, Joy fortjener at få det barn. Det er rigtig dejligt. Jeg synes, der er løbet meget vand i åen i forhold til det her. Jeg er rigtig glad på dine vegne. Selvfølgelig rigtig, rigtig glad. Tillykke, tillykke, sagde han, inden han gik over og gav hende et knus.

Uhørt angreb på en kollega

For Simon Simonsen har det nemlig ikke handlet om at sætte fokus på Joy Mogensen og livet som alenemor, men om at sætte familielivet på dagsordenen. Ifølge ham er den optimale situation for et barn, at der både er en far og en mor.

- Sådan går det ikke altid. Men de fleste af os lever i kedelige heteroseksuelle forhold og får nogle børn. Den store del af befolkningen lever sådan. De lever i familier, og de familier kan vi godt passe bedre på, end vi gør. Det er mit budskab.

Og så gør vi ikke nok for mændene, mener han. Hvad gør vi med de mænd, der også har et ønske om børn, spørger han.

Men det er langt fra sådan, opslaget er blevet opfattet, mener Joy Mogensen. Ifølge hende har Simon Simonsen i stedet for udskammet de kvinder, der ligesom hende vælger at få et barn alene.

- I stedet for at starte debatten med også at kalde os også magelige, at vi tager det lette valg og ikke gør os umage i vores parforhold - hvilket jeg bare må sige: andres parforhold skal man være rigtig forsigtig med at gøre sig til ekspert i - hvorfor laver vi ikke en debat om, at vi kunne udbrede mulighederne?

Og Simon Simonsen opslag har fået folk til tasterne. Ikke mindst Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som på Facebook tager stor afstand fra opslaget.

- Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega. Jeg får altid at vide, at politik er et hårdt game. Og beskidt. Det bestemmer vi selv. At alle ikke bare glæder sig over andres lykke, er ganske enkelt forkert. Tillykke Joy, skriver hun blandt andet.

En finke eller tre

Simon Simonsen kan godt se, at hans budskab ikke helt er kommet ud, som han gerne vil have det, indrømmer han i Aftenshowet.

- Der røg måske en finke af panden eller to eller tre. Selvfølgelig er jeg ked af det, hvis folk misforstår det. Selvfølgelig er jeg det.

- Men jeg holder fast i, at det er vigtigt, at vi har en diskussion om familiepolitik. At vi snakker højt om det.

For Joy Mogensen er det dog ikke en diskussion, der skal tages i forlængelse af hinanden. Et valg om at blive mor alene er nemlig ikke ukompliceret, men ikke desto mindre en stor lykke for mange kvinder.

- Vi har nok nogle særlige historier for at komme hen til det her svære valg, og det synes jeg ikke, du skal udskamme for at fremme en anden agenda.

Facebook
Twitter