S kræver redegørelse om landbrugspakke

Det er en alvorlig sag, hvis statsministeren var advaret om "gyllegate", mener Socialdemokraterne, der nu kræver svar.

Socialdemokraterne kræver nu en redegørelse fra statsministeren omkring hans rolle i landbrugspakken. (Foto: © Thomas lekfeldt, Scanpix)

- Det er dybt alvorligt, hvis det viser sig, at statsministeren har haft fingrene langt nede i gyllegate i månedsvis.

Sådan lyder det fra politisk ordfører fra Socialdemokraterne Nicolai Wammen, efter at Berlingske har dokumenteret, at et notat om landbrugspakkens forhold til EU-reglerne har været forbi Statsministeriet.

Socialdemokraterne kræver nu en redegørelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det er vigtigt at få afklaret, hvor statsministeren har blandet sig, og om det er ham, der har bedt den daværende landsbrugs- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om at lave en pakke, så den er i strid med EU-regler og skadelig for miljøet, og der samtidig er sendt misvisende oplysninger til Folketinget. Vi må have et overblik, hvad statsministerens rolle har været, siger Nicolai Wammen til DR Nyheder.

Flere måneder før forhandlingerne om landsbrugspakken blev der ifølge Berlingske udarbejdet et notat af Miljø- og Fødevareministeriets jurister. Her stod det beskrevet, hvordan udspillet til pakken risikerede at bringe Danmark på kant med de direktiver, der fastlægger, hvor meget kvælstof der må udledes i vandmiljøet.

I forvejen har Enhedslisten kaldt statsministeren i samråd, efter at Berlingske beskrev, hvordan regeringstoppen angiveligt pressede embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet til at favorisere landbruget mest muligt.

- Vi vil stille statsministeren en række spørgsmål, hvor vi vil bede ham forklare, hvordan han i månedsvis har været dybt inde i gyllegate-sagen. Hvad han har bedt sin daværende landbrugsminister om at foretage sig, om hvordan han, velvidende var advaret af en række af sine embedsmænd, alligevel har ladet en lovgivning gå igennem Folketinget, som kan betyde, at Danmark kommer i store vanskeligheder, fordi man kan have brudt EU-regler, hvilket kan koste Danmark og landmænd meget store beløb, siger Nicolai Wammen.