S: Kun omkring 10 flygtninge i job får lov at blive

Ifølge “forståelsen” bag den nye regering får flygtninge, der har været i arbejde i to år, mulighed for at få forlænget deres ophold i Danmark. Men der er kun tale om meget få, forventer Socialdemokratiet. De Radikale håber det bliver flere.

Torsdag formiddag præsenterede Mette Frederiksen sit ministerhold, efter hun havde samlet opbakning fra Enhedslisten, SF og det Radikale Venstre til en S-regering med hende i spidsen. I den anledning blev det i ‘Debatten’ på DR2 torsdag aften debatteret, hvilken retning den nye regering vil gå i.

En stor knast i forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og de tre støttepartier har været udlændingepolitikken, og hvorvidt paradigmeskiftet og den politiske linje skulle videreføres fra den forrige regering.

Det fremgår af “forståelsen” mellem de fire partier, at “flygtninge, der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, kan få mulighed for at blive, mens de er i beskæftigelse i pågældende ansættelsesforhold, dog kan fortsat ophold ved anden beskæftigelse i samme branche og på tilsvarende ansættelses- og lønvilkår godkendes.”

Om den ordning siger den nye politiske ordfører for Socialdemokratiet, Jesper Petersen, i ‘Debatten’:

- Det svarer til en ordning, der fandtes tidligere. Man skal i virkeligheden betragte det som en erhvervsordning blandt andre, hvor, hvis du har en bestemt uddannelse, som det er vanskeligt at rekruttere arbejdskraft til, eller hvis man har en tilstrækkelig høj løn, det så er muligt at opnå lov til at blive i Danmark.

Adspurgt af ‘Debatten’-vært Clement Kjersgaard om, hvor mange flygtninge partierne forventer, der får ophold med denne lovændring, svarer Petersen:

- Da man havde den her ordning sidst, var det under 10 personer, der fik ophold.

Så det er forventningen: under 10 personer?

- Ja

Arbejde sig til ophold

I støttepartiet Radikale Venstre er Zenia Stampe anderledes positivt stemt.

- Jeg håber, det bliver mange flere. For vi har jo brug for dem. Jeg synes, det er ærgerligt, du taler det sådan ned, Jesper. For det er jo nogle af de mennesker, som skal hjælpe os med at indfri de løfter, vi har givet, ikke mindst på velfærden. Det er jo nogle af de kvinder og mænd, der arbejder i vores ældrepleje eller på vores hospitaler, som skal have lov til at blive og blive ved med at bidrage til vores samfund, siger hun til S-ordføreren.

Og uddyber:

- Det vi synes var så ærgerligt med paradgimenskiftet. Det var, at man hverken kan gøre fra eller til som flygtning i forhold til, om man kan få lov til at blive.

Så I ønsker at give flygtninge en mulighed, spurgte værten?

- De kan arbejde sig til ophold, lyder det fra Stampe.

Opgør med paradigmeskiftet?

Et udeblivende spørgsmål er, om den forestående lovændring er et opgør med det såkaldte “paradigmeskifte”, hvorved flygtninge ikke skal integreres, men hurtigst muligt sendes hjem.

Her er Jesper Petersen klar i mæglet:

- Det ændrer ikke på, at paradigmeskiftet - den samling af lovforslag, som vi har kaldt den brede udlændingepolitik - den består, siger han og uddyber senere i programmet:

- Familiesammenføringsreglerne er de samme, asylreglerne er de samme, reglerne for permanent opholdstilladelse, de bliver de samme, fordi der er bredt flertal for det i Folketinget - det holder vi fast ved.

Til det siger Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt:

- Når man går ind og siger, at folk, der har haft et fast arbejde i to år, det kan godt være, at de er flygtninge, men de skal have mulighed for at blive i Danmark, så længe de har et arbejde - uden at definere nærmere kriterier - så er det en fuldstændig underminering af paradigmeskiftet.

Se hele ‘Debatten’ her, hvor også de Konservatives Rasmus Jarlov og Alternativets Sikandar Siddique giver deres bud på, om den nye regering vil bryde med paradigmeskiftet.

Facebook
Twitter