S: Lappeløsning kun at sende én rumæner hjem

Den første kriminelle rumæner er udleveret efter garanti om ordentlige afsoningsforhold.

Socialdemokratiet glæder sig over, at Danmark fredag har udleveret en rumænsk statsborger til afsoning i hjemlandet. Men der skal mere handling til. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © 2015 Han Myung-Gu og Mads Claus Rasmussen)

Socialdemokratiet glæder sig over, at Danmark fredag har udleveret en rumænsk statsborger til afsoning i hjemlandet.

Udleveringen er kommet i stand, efter at Danmark har fået garanti fra Rumænien om ordentlige afsoningsforhold.

Men der er plads til forbedring, mener retsordfører Trine Bramsen (S).

- Én batter ikke særligt meget, når vi ved, at vi har et stort antal siddende, og vi ved, at det er rigtig lang tid siden, man har sendt hjem sidst.

- Det her er lidt en lappeløsning. Glimrende, at de har sendt én hjem, men jeg vil se mere handling, før jeg begynder at klappe i hænderne og rose regeringen på det her område, siger hun.

Rumænien har stillet Danmark en garanti for, at den rumænske statsborger vil få ordentlige afsoningsforhold i landet.

Udleveringer til Rumænien kom i fokus, da Højesteret 31. maj sidste år underkendte udleveringer af fire personer til Rumænien.

Udleveringerne var ellers besluttet af Justitsministeriet.

Men der kunne ikke garanteres tre kvadratmeter personligt rum under deres afsoning i Rumænien.

Det skete med henvisning til en principiel dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2016.

De danske myndigheder skal fremover fra sag til sag indhente en garanti fra Rumænien.

Det undrer Trine Bramsen.

- Blandt andre Norge og England sender deres rumænere hjem til afsoning, så det må kunne lade sig gøre at få en lignende aftale for Danmark, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter