S-lokalformænd ønsker Thornings afgang inden næste valg

Helle Thorning-Schmidt bør gå af som partiformand, inden der senest i efteråret 2015 skal være folketingsvalg igen, mener S-lokalformænd.

13 lokalforeningsformænd ønsker Helle Thorning-Schmidts afgang som partiformand for Socialdemokraterne inden næste folketingsvalg. (Foto: ALAIN JOCARD © Scanpix)

Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt bør gå af inden næste folketingsvalg.

Sådan lyder meldingen fra i alt 13 lokalforeningsformænd rundt om i landet hos Socialdemokraterne.

- Det går ikke med den nuværende formand. Helle har ikke vist sig som den leder, der er brug for, og hun har slet ikke formået at markere en socialdemokratisk politik, siger Jan Wolfram Thiemann, der er lokalformand for Tornved - Jernløse.

Han kalder hende en kransekagefigur, mens det ifølge ham i virkeligheden er de radikales partiformand Margrethe Vestager, der dikterer regeringens politik.

Og det samme mener Conny Mølbach Krogh, der er lokalformand for Guldborgsund Vest.

- Det virker, som om man ikke siger fra over for de radikale, og at de kan nedlægge veto over for alt. Derudover skyldes meget af frustrationen, at der er for lang vej mellem ledelsen og de enkelt foreninger, siger hun.

Thorning skuffer på flere punkter

DR Nyheder har været i kontakt med en række af de omkring 250 socialdemokratiske lokalformænd.

Og selvom de fleste stadig bakker op om Helle Thorning-Schmidt, så siger adskillige af partiets lokalformænd nu, at de ønsker hendes afgang - og flere af dem siger det også åbent.

Ifølge Conny Mølbach Krogh er der flere problemer med med Socialdemokratiernes partiformand, men et af dem er, at hun har svært ved at slå igennem.

- Hun har især skuffet mig her på det sidste ved at holde sig væk fra diskussioner, eksempelvis omkring børnechecken. Hun mangler tit at skære igennem og vise det socialdemokratiske flag, siger hun.

Conny Mølbach Krogh mener, at Helle Thorning-Schmidt nogle gange opfører sig som den pæne pige i klassen, hvor hun godt måtte være mere provokerende.

Desuden er Socialdemokraterne kommet for meget til højre.

- Og det bryder vi os ikke om - vi vil gerne have vores gamle parti tilbage. Det er især dagpengereformen, hvor det ikke kommer tydeligt frem, hvad vi vil, siger hun.

Thorning må gerne trække sig i god tid

Bo Ploug Thomassen, der er lokalformand for Odense øst, mener, at Socialdemokraterne bør skue tilbage, når linjen skal lægges fremadrettet.

- Der er brug for et kursskifte og et personskifte på formandsposten. Vi skal tilbage til de socialdemokratiske dyder. Den rene vare, som vi så det med Anker Jørgensen og Svend Auken, siger han.

Også Conny Mølbach Krogh håber på, at man med en ny partiformand kan få "det socialdemokratiske ansigt" igen.

Det ville ifølge hende kun gavne partiet, hvis Helle Thorning-Schmidt fik et job i EU.

- Og det ville heller ikke skade partiet, hvis hun trak sig i god tid. Jeg frygter at partiet bliver mindre og mindre, hvis hun sidder ved tøjlerne til næste valg, og så er der kun borgerlig politik tilbage, siger hun.

Jan Wolfram Thiemann mener derfor, at Socialdemokraterne bør kåre en ny formand på deres kongres i efteråret.

- Med en ny formand kan det måske lade sig gøre at vinde næste valg. For så vil vejen være banet til en mere socialdemokratisk kampagne, som er i tråd med partiets idealer, siger han.

Kritikken af Thorning begyndte i sidste uge

Kritikken fra de socialdemokratiske lokalformænd lægger sig op ad en bølge af kritiske udtalelser fra andre S-kredse rundt om i landet.

Kritikken blev indledt i Frederikshavn i sidste uge, hvor formanden for fælleskredsledelsen, Stig Lundbo, tordnede mod regeringen og partitoppen, som ifølge lokalformanden er "aldeles politiske tonedøve".

Nogle dage senere lød lignende toner fra partiforeningen i Rødovre, der også talte om en tillidskrise mellem top og bund i partiet.

Og senest har en række S-borgmestre kritiseret Helle Thorning-Schmidt i sagen om børnecheck til EU-borgere.

Kritikken fra baglandet

Baglandet er kritisk indstillet overfor salget af dele af Dong til Goldman Sachs. Dertil kommer den udskældte kontanthjælpsreform og så udbetaling af velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande, der arbejder i Danmark.

I søndagens udgave af Jyllands-Posten stiller fire fremtrædende S-borgmestre sig eksempelvis frem og kræver optjeningsprincip for at EU-borgere kan modtage velfærdsydelser.

Men ifølge regeringen er et optjeningsprincip, som det VK-regeringen indførte i sin tid, i strid med EU-retten.

Helle Thorning tavs

Den socialdemokratiske formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt, ønskede ikke at svare på spørgsmål om den nye, markante kritik fra partiets bagland, da DR Nyheder stillede hende spørgsmål om lokalformændenes ønske om en ny partiformand under et EU-topmøde i Bruxelles onsdag eftermiddag.

Mere end ti vælgerforeningsformænd ser dig gerne skiftet ud. Hvad siger du til det?

- Ingen kommentar, lød det kortfattet fra Helle Thorning-Schmidt.

Facebook
Twitter