S mener ikke Pape går langt nok: Besøgende i fængsler skal afgive fingeraftryk

Partiets retsordfører undrer sig over justitsministerens udspil, som hun kalder ”banalt”.

Retsordfører Trine Bramsen (S) vil gå længere end regeringen for at stramme op med kontrollen i de danske arresthuse, siger hun. Blandt andet vil partiet bede alle besøgende om at afgive fingeraftryk. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Regeringens forslag til at styrke sikkerheden i de danske arresthuse kommer for sent, er for banalt og slet ikke vidtgående nok.

Sådan lyder reaktionen fra Folketingets største parti, Socialdemokratiet, hvor retsordfører Trine Bramsen ikke just er fuld af lovprisende ord, da hun bliver præsenteret for justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forslag til at stramme kontrollen.

En kontrol der igen er endt med at blive omdrejningspunkt for en politisk debat, efter en terrormistænkt mand undveg fra Vestre Fængsel den 1. august ved at bytte identitet med en besøgende.

- Det undrer mig, at justitsministeren har været så længe om at komme med nogle forslag, der virker forholdsvis banale. For selvfølgelig skal der være styr på processerne, og selvfølgelig skal der strammes op på fingeraftryk blandt de indsatte, siger Trine Bramsen og fortsætter:

- Men spørgsmålet er, om det er visionært nok. Det tvivler jeg sådan set på.

DF støtter S-forslag

Derfor har Socialdemokratiet også en række ideer til, hvordan sikkerheden yderligere kan styrkes i de danske fængsler og arresthuse, der skal sikre, at en lignende situation ikke kan gentage sig.

For det første vil partiet stramme op på procedurerne, således at besøgende ikke kan forlade fængslet, før de indsatte er sikkert tilbage i deres afsoningsceller.

For det andet skal de besøgende registreres.

Kan du nævne eksempler på andre steder i samfundet, hvor man tager fingeraftryk af uskyldige mennesker?

- Fingeraftryk bruger vi mange steder i samfundet. Man bruger det, når man åbner sin iphone. Det bruger man til betaling i meget nær fremtid. Så vi synes sådan set ikke, det er urimeligt, at man afsøger den her mulighed. Selvfølgelig skal man slette billeder og eventuelle fingeraftryk igen, når de er brugt, siger Trine Bramsen og tilføjer:

- Eksemplet her fra Vestre Fængsel viser, at der er huller i systemet, og at det er nødvendigt at stramme gevaldigt op. Fingeraftryksregistrering eller billeder af de besøgende kan være et rigtig godt hjælpemiddel, som vi bestemt er åbne for, siger Trine Bramsen.

Dansk Folkeparti støtter den socialdemokratiske tanke, siger partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen, der kalder det for ”et fint forslag”.

Den undvegne mand er Ifølge justitsministeren anklaget for at have deltaget i omfattende terroraktiviteter, og de italienske myndigheder har bedt om at få manden udleveret.

Lovforslaget kommer som reaktion på fangeflugten og ventes at blive fremsat i morgen mandag. Justitsministeren har bedt Kriminalforsorgen om en redegørelse for episoden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk