S-næstformand bliver væk fra gudstjeneste efter præstens "urimelige" homo-udtalelse

Tre socialdemokrater, inklusive næstformand Mogens Jensen, bliver væk fra Folketingets åbningsgudtjeneste.

Socialdemokraten Mogens Jensen vil ikke legitimere præsten Morten Kvists udtalelser om homoseksuelle ved at møde op til Folketingets åbningsgudtjeneste, så han bliver for første gang væk fra den. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Socialdemokratiets næstformand og kulturordfører, Mogens Jensen, vil for første gang blive væk fra den traditionelle gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning i morgen.

Han vil nemlig ikke sidde på kirkebænken, når valgmeninghedspræsten Morten Kvist fra Herning indtager prædikestolen.

- Jeg har valgt for første gang ikke at møde op til Folketingets gudstjeneste i morgen, og det er jeg egentlig ked af. Jeg ville gerne være til stede. Men jeg synes, at kirkeministeren har valgt en præst med holdninger, som jeg ikke har lyst til at legitimere ved at være til stede i kirken, siger Mogens Jensen.

Den 63-årige Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup og har i årevis været en aktiv samfundsdebattør - blandt andet som medlem af Etisk Råd og Islamkritisk Netværk - og han har blandt andet argumenteret imod kirkelige vielser af homoseksuelle.

Tilbage i 2008 kom Morten Kvist for alvor i modvind, da han stillede sig kritisk over for, at Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn. I et interview med Politiken udtalte han, at der "nemt kan gå rettighedsfundamentalisme i det":

- For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det?

Her ti år senere fastholder Morten Kvist sit synspunkt om, at det er bedst for børn at vokse op med en mor og en far fremfor homoseksuelle forældre. Men han mener ikke, at han med sin udtalelse sammenlignede homoseksuelle med pædofile:

- Jeg sagde bare, at for enden af sådan en vej, hvor man opløser al normalitet, der rejser det spørgsmål sig også. Og det gjorde det også. Der har været masser af snak om pædofili siden – også fordi nogle pædofile er begyndt at sige ”vi har også rettigheder”.

Tre socialdemokrater bliver væk fra gudstjeneste

Udtalelserne har fået politikere fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF til at kritisere kirkeministeren for et "dybt kontroversielt" præstevalg. Hele SF's folketingsgruppe boykotter gudstjenesten i protest.

Modsat SF har Socialdemokratiet ikke truffet nogen fælles beslutning om boykot af gudstjenesten. Men Mogens Jensen får støtte fra sin partifælle Mette Reissmann, der mandag aften skriver på Twitter, at hun for første gang heller ikke møder ikke op til åbningsgudstjenesten.

Heller ikke socialdemokraten Peter Hummelgaard vil høre præstens prædiken. Han har deltaget i gudstjenesten et par gange, men vil af samme årsager som sine partifæller blive væk i morgen:

- Sandheden er, at hvis det havde været en forkynder fra en hvilken som helst anden trosretning, så havde borgerligheden tændt ild til sig selv. Nu: not so much, skriver han på Twitter.

Derimod har socialdemokraten Flemming Møller Mortensen, der ligesom Mogens Jensen også er homoseksuel, tænkt sig at møde op. Men han tager afstand fra præstens udtalelser og kritiserer ministerens valg af ham:

- De ting, præsten har givet udtryk for i forhold til homoseksuelle, tager jeg på det kraftigste afstand fra – og jeg synes ikke, de falder inden for rammen af en grundtolerance i vores demokrati, sagde Flemming Møller Mortensen søndag.

Mogens Jensen: Udtalelse er urimelig og uanstændig

Den 54-årige Mogens Jensen, der har været handels- og udviklingsminister, er selv homoseksuel og deltager aktivt i debatten om homoseksuelle - blandt andet har han argumenteret for, at folkekirkepræster skal tvinges til at vie homoseksuelle.

- Jeg bryder mig ikke om, at han (Morten Kvist, red.) sammenligner homoseksuelle med pædofile. Det synes jeg simpelthen er urimeligt, og det er ikke anstændigt, siger Mogens Jensen.

Men han er der for at prædike – og ikke for at tilkendegive politiske synspunkter?

- Nu ved jeg ikke, hvad han vil sige i sin prædiken. Men jeg har i hvert fald den holdning, at det står mig frit for, om jeg vil være der, når ministeren ud af alle de præster, man kan vælge, lige præcis vælger en, som har så diskriminerende holdninger til folk med en anden seksualitet. Det synes jeg ikke er i orden, siger Mogens Jensen.

Men fordi du ikke er enig med ham kunne du måske godt overkomme at være i stue med ham?

- Det handler sådan set ikke om det. Nu er det jo ikke en debat, vi skal have. Jeg skulle sidde og lytte på ham. Og han må selvfølgelig sige, hvad han vil – og det står mig frit for ikke at være til stede.

Minister: Morten Kvist er en dygtig prædikant

Det er kirkeminister Mette Bock (LA), der har valgt Morten Kvist til at prædike ved åbningsgudtjenesten. Hun affejer kritikken af præstevalget og minder om, at det er en prædikestol - og ikke en talerstol - som præsten indtager i morgen.

Men det er ikke en hvilken som helst prædikestol, betoner Mogens Jensen:

- Det er på demokratiets højtidsdag, man vælger en præst, der åbenlyst synes, det er i orden at diskriminere mennesker med en anden seksualitet. Det synes jeg ikke er i orden, og derfor møder jeg ikke frem i morgen, siger han og tilføjer:

- Ministeren må selv stå på mål for det valg. Jeg synes, det er et meget dårligt valg. Jeg kan selvfølgelig ikke forbyde Morten Kvist i at have de holdninger, han har – men det er heller ikke nogen pligt, at jeg møder op, når han prædiker.

Mogens Jensens og SF's boykot af gudstjenesten får ikke kirkeministeren til at fortryde sit præstevalg.

- Demokrati handler netop om at lade uenigheder mødes. Mit mål har ikke været at finde en præst, der kan samle. Mit mål har været at finde en dygtig prædikant, siger Mette Bock.