S og DF vil have øget brug af nummerpladescannere

S og DF vil have flere nummerpladescannere og lade politiet gemme data på bilister i længere tid, selvom bilisterne ikke er mistænkt for at have gjort noget ulovligt.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil give politiet mulighed for som udgangspunkt at kunne gemme data fra nummerpladescannere i 30 dage i stedet for 24 timer, som det er i dag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der skal flere nummerpladescannere rundt om i landet og politiet skal kunne gemme oplysningerne fra de registrerede nummerplader i længere tid. Sådan lyder det nu fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Vi ved, at nummerpladescannere er uhyre effektive, når det handler om at opklare kriminalitet hurtigt og effektivt og finde frem til kriminelle, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Hun bakkes op af Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen:

- Når noget viser sig at være et rigtig godt redskab til, at politiet kan stille flere kriminelle til ansvar, så synes vi da, at det er noget, vi skal bruge mere af, og det her er en vej, vi sagtens kan gå, siger han.

Vil lade politiet gemme data i 30 dage

Når politiets nummerpladescannere registrerer oplysninger på forbikørerende bilister, så burde oplysningerne ifølge reglerne kun blive gemt i et døgn, - medmindre at bilen for eksempel mangler forsikring eller er efterlyst. Det er nemlig kun, hvis bilisten er mistænkt for at have gjort noget ulovligt, at oplysningerne må gemmes i længere tid.

Flere medier har dog beskrevet, at politiet i praksis gemmer dataen i længere tid, hvis det er som led i en"målrettet indsats", for så må oplysningerne nemlig gemmes i 30 dage. Nu vil Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet give politiet mulighed for at gemme oplysninger på alle registrerede biler i 30 dage i stedet for 24 timer, selvom bilisterne ikke har gjort noget ulovligt:

- Det synes vi ikke er noget problem, fordi politiet må jo kun søge på mistænkte biler og nummerplader, og der er meget klare regler for, hvordan de her oplysninger, de skal lagres. Vi synes kun, at det er en god hjælp til politiet, når det handler om at finde frem til dem, der er mistænkt for at have begået kriminalitet, siger Trine Bramsen (S).

- Det virker jo helt grotesk, at vi har det her fantastiske redskab, og så kan man i mange tilfælde kun gemme de her billeder i 24 timer. Lad os da lade dem (red.politiet) opbevare dem i meget længere tid. 30 dage er én løsning – jeg kunne godt forestille mig, at vi kunne blive enige om langt mere, siger Peter Kofod Poulsen (DF).

Partierne foreslår også, at der bliver afsat penge til at opstille flere nummerpladescannere stationært på for eksempel broer og på politibiler.

V og K ser ikke behovet for det

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ser ikke umiddelbart noget behov for at ændre reglerne. Det gjorde han klart i Folketinget onsdag:

- Jeg er meget optaget af, at politiet har de mest effektive efterforskningsmidler til at bekæmpe kriminalitet. Som altid skal vi sikre den rette balance mellem modsatrettede hensyn.

- Det er min opfattelse, at vi umiddelbart har fundet en god balance, sagde justitsministeren.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, ser heller ingen grund til at oplysningerne på bilister skal gemmes i længere tid:

- Vi mener ikke, at danskerne skal registreres bare for at blive det. Registreringen skal havde et formål. Så indtil vi får en fornuftig begrundelse fra politiet eller Politiets Efterretningstjeneste for yderligere registrering, så kan jeg ikke se, at der er nogen grund til det.