S og V beskyldes for at lurepasse: Vil ikke sætte konkret pris på dyrere smøger

Venstres sundhedsordfører mener dog, at en pris mellem 60 og 80 kroner er et godt bud.

Langt de fleste partier i Folketinget er enige om, at priserne på cigaretter skal op - spørgsmålet er bare, hvor meget. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Skal de unge holdes fra at begynde at ryge, så skal priserne på en pakke cigaretter skrues i vejret.

Sådan lyder det fra Danske Regioner, der nu melder ud, at prisen bør fordobles fra 40 til 80 kroner.

Og der lyder et ja tak fra både Venstre og Socialdemokratiet til tanken om at øge priserne for smøgerne. Men derfra bliver det heller ikke meget mere konkret.

- Vi har ikke lagt os fat på en pris, men vi ønsker, at cigaretter skal være så dyre som muligt, uden at vi får skubbet på en øget grænsehandel eller potentielt ser flere illegale cigaretter på det danske marked, siger sundhedsordfører for Venstre Jane Heitmann.

Hvorfor vil I ikke lægge jer fast på et specifikt beløb?

- Vi har ikke haft diskussionen endnu.

Venstre kigger til Norge

Hvorfor har I ikke gjort jer nogen tanker om det her prisniveau? Det er jo det, som vi diskuterer, hver gang diskussionen kommer?

- Vi ved jo fra for eksempel Norge - hvor en pakke cigaretter koster mellem 90 og 110 kroner, hvis jeg husker ret - at man på det norske marked har set et stort antal illegale cigaretter, efter man hævede prisen markant, og der ønsker vi ikke i Venstre, at vi skal hen. Så har vi jo i Danmark en anden geografi, end man har i Norge, som jo blandt andet gør, at det er lettere at tage til Tyskland og købe billige cigaretter – det vil det jo være, hvis vi hæver priserne markant. Så vi har mange overvejelser, men vi har ikke lagt os fast på et niveau, siger Jane Heitmann.

Men en fordobling af prisen er jo at hæve den markant, så umiddelbart, når du fortæller det her, så lyder det jo ikke som om, at I er positive for 80 kroners cigaretter?

- Vi har ikke lagt os fast på en pris endnu.

Jane Heitmann fortæller dog, at et sted mellem 60 og 80 kroner er et udmærket bud på et prisleje, men det er altså ikke noget, partiet har lagt sig fast på.

DR Nyheder har også forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, men han er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser.

K: S og V lurepasser

I Det Konservative Folkeparti mener sundheds- og politisk ordfører Mette Abildgaard, at det er uansvarligt, at partierne ikke melder ud, hvor de står i forhold til cigaretpriserne.

I stedet gemmer de sig bag "løse formuleringer om, at de gerne vil være med til at se på det, og de vil også gerne være med til at hæve dem."

- Både Venstre og Socialdemokratiet lurepasser rigtig meget i den her debat, og det er kun børn og unge, som kommer til at betale prisen, siger hun.

Selv afviser Mette Abildgaard en prisstigning i det leje, som Danske Regioner foreslår. I stedet peger hun på, at en pakke cigaretter bør koste 60 kroner.

DF afviser, mens Radikale siger ja

I Dansk Folkeparti afviser sundhedsordfører Liselott Blixt, at skrue priserne på cigaretter så højt op, som Danske Regioner anbefaler. Det er der tre årsager til.

For det første frygter hun, at grænsehandlen vil stige, at der vil komme flere illegale cigaretter på markedet, og til sidst at det vil have en skæv social slagside.

Liselott Blixt mener desuden, at Danske Regioner skal lade være med at blande sig i diskussionen om cigaretpriser.

- Jeg mener, at de skal tage sig af det, som de er sat til – at behandle folk – og så skal de lade os tage os af lovgivningen, siger hun.

Dansk Folkeparti har peget på, at en pakke cigaretter kunne stige med 8 kroner for at følge den generelle løn- og prisfremskrivning.

De Radikale er eneste parti, der ser ud til at være enige med Danske Regioner. Partiet har nemlig selv foreslået 90 kroner som et passende niveau.

- Det lyder fornuftigt. Vi vil gerne gå op på 90 kroner, men vi har lige fået nogle nye tal fra Skatteministeriet, som mener, at det vil komme til at koste en masse penge. Derfor går jeg til det her på en måde, hvor jeg siger, at vi skal højt op, men vi skal gøre det på en måde, så vi ikke kommer til at tage penge fra vores daginstitutioner og skoler, siger sundhedsordfører Lotte Rod.

Facebook
Twitter