S om ny anonym bog: Forfatteren er en tøsedreng

Socialdemokraterne giver ikke meget for den nye bog, hvor en anonym forfatter fortæller om partiet indefra.

Hvordan ser dagligdagen på Christiansborg og i Socialdemokraterne i virkeligheden ud? Det kan man ifølge forordet til den nye bog 'Den hemmelige socialdemokrat' få et indblik i over bogens 271 sider.

Forfatteren til bogen er anonym, men hævder selv at være et stadig aktivt medlem af folketingsgruppen og have været det i mange år.

Bogen beskæftiger sig ifølge forlaget People's Press med interne kampe om magten, spillet mellem Bjarne Corydon, Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt samt dannelsen af S-R-SF-regeringen.

En tøsedreng

Det regeringsbærende parti har dog ikke meget til overs for skrivelsen, siger politisk ordfører Maja Panduro.

- Jeg har ikke læst bogen, men jeg forstår, den anonyme forfatter selv skriver, at bogen er fiktion, skriver Maja Panduro i en sms til DR Nyheder.

- De få uddrag, jeg har fået gengivet, kan jeg kun beskrive som fri fantasi, skriver Maja Panduro i en sms til DR Nyheder.

- Jeg stiller altid gerne op og forsvarer vores partis politiske valg, men jeg anmelder ikke skønlitteratur - slet ikke, når det er skrevet af en tøsedreng (eller -pige), der ikke tør stå offentligt frem.

Forfatteren var ikke altid til stede

Maja Panduro henviser til forfatterens egen indledning, hvor denne skriver om, at dele af bogen er fiktion.

- Ikke dermed sagt, at det er løgn, blot at jeg ikke var der selv, og at der ikke er nogen garanti for, at ordene faldt, som jeg gengiver dem, skriver den anonyme forfatter.

- Jeg vil dog mene, at jeg har et godt og realistisk billede af, hvad der er blevet sagt og tænkt, siden Helle Thorning-Schmidt blev formand for partiet i 2005, og det gengiver jeg med et twist af overdrivelse og satire.

Bogen udkommer på mandag.

I Deadline fortalte Fyens Stiftstidendes politiske redaktør Elisabet Svane om sit syn på bogen. Se indslaget øverst på siden.

Facebook
Twitter