S-ordfører: Lav opbakning til at stemme imod burkaforbud

Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er partifællen Mette Gjerskov noget nær den eneste i den socialdemokratiske folketingsgruppe, der er lodret imod et burkaforbud.

Onsdag præsenterede Dansk Folkeparti for fjerde gang siden 2009 Folketinget for et beslutningsforslag om at forbyde “maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum”, bedre kendt som burkaforbuddet. Socialdemokratiet har endnu ikke en officiel holdning til, hvorvidt de vil stemme for eller imod, men partiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, sporer ikke den store opbakning til et nej.

Det siger hun torsdag aften i Debatten på DR2, hvor hun blev konfronteret med udtalelsen fra partifællen Mette Gjerskov, der i tirsdags sagde til Ritzau:

- Det er simpelthen at gå for langt at bestemme, hvilket tøj mennesker skal have på. Derfor vil jeg til hver en tid stemme imod et forbud mod at bære religiøse påklædninger.

Hertil svarede Rosenkrantz-Theil.

- Det er op til hende at træffe den beslutning. I den socialdemokratiske folketingsgruppe har vi haft en diskussion om det i tirsdags, og der var det ikke sådan, at jeg oplevede meget stor opbakning til det standpunkt, vil jeg sige.

Nu er der tilbage at vente på Venstre, der på et gruppemøde fredag afgør, hvad deres position skal være i forhold til burkaforbuddet. Først da vil Pernille Rosenkrantz-Theil og resten af Socialdemokratiet oplyse omverdenen om deres officielle holdning.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2 med Clement Kjersgaard, når han spørger: Bør der indføres et burkaforbud?

Facebook
Twitter