S overdriver fattigdom under Foghs ledelse

I Socialdemokraternes nye visionsoplæg påstås det, at regeringen har skabt 70.000 flere fattige. Men nu indrømmer S selv, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har ansvaret for de 50.000 af dem.

S-formand Helle Thorning Schmidt præsenterede forleden visionspapiret, der giver Fogh-regeringen skyld for at have skabt flere fattige, end tilfældet er.

Socialdemokraterne er kommet skævt fra start med kampagnen om, at regeringen har øget uligheden markant.

I det netop udsendte visionsoplæg til partimedlemmerne beskylder S den nuværende regering for at have sendt 70.000 flere danskere ned under EUs fattigdomsgrænse siden 2001.

Men nu viser det sig, at tallet er vildt overdrevet. Det skriver Berlingske Tidende.

Sket i Nyrups tid

Kilden er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og her kan man læse at for at nå op på de 70.000, så skal man helt tilbage til 1995. Altså dengang Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister.

Hans regering tegnede sig for 50.000, mens den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen er skyld i de 20.000.

Socialdemokraternes politiske ordfører Lotte Bundsgaard vil ikke kommentere fejlen. Det er en fejl, og så er den ikke længere, mener hun.

- Altså, om det er den ene eller den anden, det kan vel være lige meget, siger hun.

Rohde: Propaganda

Sådan ser Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, derimod ikke på sagen.

- Det er propaganda, og det er oven i købet en farlig én af slagsen. De kan ikke bruge uligheden til et angreb på os. Uligheden vil altid stige, når det går godt. Det gik godt under Nyrup, og så steg uligheden.

- Sådan er det, når lønningerne og huspriserne stiger. Derfor er det det rene ordskvalder fra S at tale om ulighed, mener Jens Rohde.