S-politiker: Fogh er NATO-kandidat

Socialdemokraternes forsvarsordfører skriver på sin blog, at han har et andet lands NATO-ambassadørs ord for, at Fogh er kandidat til posten som NATO-chef.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er på vej væk fra Folketinget, mener man i oppositionen. (Foto: DR © DR)

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen skriver på sin blog på internettet, at han har et andet lands NATO-ambassadørs ord for, at den danske statsminister er kandidat til posten som NATO-chef.

Som medlem af NATO's parlamentariske forsamling var en lille gruppe fra den danske delegation i sidste uge inviteret til møde hos USA's ”NATO-ambassadørs residens til "uformelle drøftelser".

Positive tilkendegivelser

"Her talte jeg med en NATO-ambassadør fra et af de andre lande (ikke den danske, som siger han ikke ved noget!), og han fortalte, at Fogh Rasmussen for ganske nylig har udtrykt interesse for posten som NATO-generalsekretær, og at alle store lande har ytret positive tilkendegivelser undtagen USA, der slet ikke har ytret sig i dette forhold.", skriver John Dyrby Paulsen.

Derfor skriver den socialdemokratiske ordfører om tidens store debatemne på Christiansborg om, hvorvidt Fogh er kandidat til posten som NATO's generalsekretær:

"Lad mig bare sige det, som det er, med det samme: DET ER HAN!"

FacebookTwitter