S-politiker tager afstand fra 'luder'-råb mod minister, men forstår elevernes frustration

Flere politikere tager kraftigt afstand fra hændelse på Ørestad Gymnasium i går.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at en minister må afbryde et besøg, fordi hun føler sig utryg. Men når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at eleverne er frustrerede over, at der bliver sparet utrolig mange penge på gymnasierne, siger Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind . (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)
  • Præcisering: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at der blev kastet med mønter efter ministeren, hvilket blev bekræftet overfor DR Nyheder af Katrine Lilleør. Hun justerer dog sent fredag aften sin udtalelse til, at hun ikke ved med sikkerhed, om der var tale om en kapsel eller mønt. Ministerens særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen udtaler sent fredag, at han så én mønt falde. Flere andre vidner har afvist overfor DR Nyheder, at der blev kastet mønter efter ministeren.

Det gik langt fra som planlagt, da undervisningsminister Merete Riisager (LA) i går besøgte Ørestad Gymnasium i København for at tale om demokratisk dannelse.

Ministeren og formanden for Rådet for Demokratisk Dannelse, sognepræsten Kathrine Lilleør, måtte nemlig afbryde besøget, inden de reelt nåede at diskutere emnet.

Der udbrud nemlig en fjendtlig og agressiv stemning, da cirka 100 elever viste deres utilfredshed med nedskæringer på gymnasieområdet. Både Kathrine Lilleør og ministerens særlige rådgiver beskriver, at der blandt andet blev råbt 'luder' mod ministeren.

Hos Folketingets største parti, Socialdemokratiet, tager man skarpt afstand fra elevernes opførsel.

Alligevel har man dog en vis forståelse for, at de havde behov for at vise deres utilfredshed.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at en minister må afbryde et besøg, fordi hun føler sig utryg. Men når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at eleverne er frustrerede over, at der bliver sparet utrolig mange penge på gymnasierne, siger undervisningsordfører Annette Lind.

TV2 Lorry, der var til stede ved arrangementet, beskriver, hvordan ministeren blev "buh'et" ud, og at eleverne var mødt frem med bannere, der udtrykte protest mod nye fraværsregler og besparelser.

Og netop utilfredsheden med besparelserne og fraværsreglerne kan Annette Lind fra Socialdemokratiet godt forstå.

- Eleverne oplever, at lærere bliver fyret, at man ikke kan få de studieretninger, man ønsker, fordi de er for smalle, og så er der nogle rigide fraværsregler, som ministeren er helt alene om at stå inde for, siger undervisningsordføreren, der henviser til, at ministeren har lavet en bekendtgørelse, der betyder, at elever får 100 procent fravær, hvis de kommer for sent til undervisning.

Politikere tager afstand

På det sociale medie Twitter er der også en række andre politikere, som forholder sig til balladen på Ørestad Gymnasium i går.

Blandt dem er innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Et møde om demokratisk dannelse?? Der er altså nogle gymnasieelever, der trænger til at lære, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Især overfor dem man er uenige med, skriver hun.

Per Clausen, der er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, forstår godt frustrationen hos de unge.

- Selvfølgelig må man ikke råbe luder efter nogen. Det tager jeg gerne afstand fra, men at råbe slagord og insistere på at man hellere vil diskutere nedskæringer og fyringer på gymnasierne med den ansvarlige minister end “demokratisk dannelse”, har jeg stor forståelse for, skriver han.

Merete Riisagers partifælle Christina Egelund skriver, at situationen 'gør hende ked af det på Meretes vegne'.

- Merete Riisager var taget på besøg på Ørestad Gym til en samtale om demokratisk dannelse. Blev mødt af buh-råb og mønter i luften. Ked af det på Meretes vegne og alvorligt bekymret over mangel på kontrol over en totalt uacceptabel opførsel, skriver partiets politiske ordfører.

Facebook
Twitter