S-profil om Dong-salg: Jeg har været skeptisk hele vejen igennem

Socialdemokrat er stadig tvivlende over for Dong-salg, efter at have læst aftalen

Rasmus Prehn, medlem af Folketingets Finansudvalg for Socialdemokraterne, her på vej ind for at læse aftalen mellem staten og Goldman Sachs.

Mens finansminister Bjarne Corydon (S) den seneste uge har turneret med budskabet, at salget af Dong til Goldman Sachs er den bedste samlede løsning for Danmark, er der stadig tvivl hos Socialdemokrater på Christiansborg.

Han havde ellers afvist det, men i går besluttede Corydon at lade medlemmer af Folketingets Finansudvalg se aftalen mellem staten og Goldman Sachs.

Den første fra regeringspartierne, der mødte op i Finansministeriet her til morgen, var stadig lettere tvivlende.

- Jeg kan godt forstå, at der er folk, der er bekymrede. Jeg har også selv haft kritiske spørgsmål, sagde Rasmus Prehn (S) til DR Nyheder på vej ind i Finansministeriet kort før klokken 10.

Prehn, der foruden sin post som transportordfører også er medlem af Finansudvalget for Socialdemokraterne, minder om, at der har været en stor folkelig debat om beslutning om at sælge store dele af Dong til den amerikanske investeringsbank.

Tvivl før S-gruppemøde

- Jeg har været lettere skeptisk hele vejen igennem. Så jeg synes, det er rart at kunne kigge med her. Jeg synes, det er en god ide, at Folketingets Finansudvalg bliver involveret i forhold til at kunne kigge på de her dokumenter.

DR Nyheder fangede også Rasmus Prehn på vej ud fra Finansministeriet, efter han havde læst aftalen.

- Vi har en masse diskussioner til gode. Jeg har nogle opklarende spørgsmål, var hans umiddelbare reaktion.

Præcis hvilke spørgsmål Rasmus Prehn mangler svar på forud for salget af Dong, vil han ikke kommentere, før Socialdemokraterne på Christiansborg holder gruppemøde klokken 11.

Facebook
Twitter