S: Regeringens klima-kurs koster arbejdspladser

Regeringen er i gang med at sende grønne arbejdspladser ud af Danmark, siger Socialdemokraternes klimaordfører Jens Joel.

Socialdemokraterne frygter, at regeringens nye klima-kurs vil koste arbejdspladser. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2015) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det vækker voldsom harme i det tidligere regeringsparti Socialdemokraterne, at V-regeringen lægger op til at skære i statsstøtten til hele klima-, energi- og forsyningsområdet.

Klimaordfører Jens Joel (S) frygter, at konsekvensen bliver, at Danmarks mister mange arbejdspladser og eksportindtægter.

Han henviser til, at den tidligere regering havde lagt op til at give en håndsrækning til fjernvarmeværkerne i bestræbelserne på at få lavet strøm om til varme i danskernes huse.

- Det vigtige lige nu er at få lavet en omstilling, så vi faktisk bruger vores vindmøllestrøm i stedet for at sende den billigt ud af landet. Det kan vi gøre i vores varmesektor. Hvis regeringen nu skrotter de projekter, vi har sat i gang, bliver vi sat flere år tilbage, og det koster arbejdspladser, siger Jens Joel.

Slagsmål om boligjobordningen

I dag lader man i langt de fleste tilfælde vindmøllernes statsstøttede elproduktion eksportere til udlandet til en lav pris.

En rapport fra 2014 udarbejdet af EA Energianalyse viste ellers, at Danmark kunne opnå en samfundsmæssig gevinst på over en milliard kroner ved at satse på at udnytte overskudsstrømmen i store varmepumper i fjernvarmen.

Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen, påpeger, at den nuværende regering har sat flere penge af til den grønne omstilling i form af den grøn boligjob-ordning. Men den køber Jens Joel ikke.

- Det er en total sammenblanding af æbler og pærer. Vi bliver jo ikke bedre til at bruge vores vindmøllestrøm af at renovere boliger. Så jeg synes, man skulle sige det, som det er, nemlig at man stikker en kæp i hjulet for nogle af de grønne arbejdspladser, som vi er ved at skabe i industrien, siger han.

SF lagde stemmer til den grønne boligjobordning, men partiformand Pia Olsen Dyhr afviser, at den kan blandes ind i debatten om klimaområdet.

- Det er helt skørt. Boligjobordningen er et skridt i en grøn retning, men de her forslag, regeringen lægger op til, er et marathon i den modsatte retning, siger han.

Ifølge fortrolige finanslovsnotater fra Finansministeriet, som Information har fået fingrene i, vil regeringen blandt andet skalere Naturplan Danmark ned, tilbagerulle klimapuljen fra sidste års finanslov samt sløjfe puljen til ”grønne ildsjæle”.

De potentielle besparelser vil i perioden 2016-2019 være på 340 millioner kroner, skriver dagbladet.

Advarsel fra klimaorganisation

Verdensnaturfonden WWF har også advaret imod, at det kan ramme store danske virksomheder som Vestas og Siemens, der har mange arbejdspladser direkte forbundet med at løse klimaforandringerne.

Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) afviser at forholde sig konkret til de lækkede baggrundsnotater, men slår fast, at der bliver afsat færre penge til at bekæmpe klimaforandringerne.

Finanslovsforhandlingerne går i gang i løbet af efteråret, og hos regeringens støtteparti De Konservative er miljøordfører Mette Abildgaard ikke afvisende over for at skære i støtten til energi- og klimaområdet.

Men ifølge miljøordføreren er det "klar, konservativ politik", at der skal være en omstilling til vedvarende energi, og at CO2-udledning skal reduceres med 40 procent inden 2020. Derfor er hun stærk kritisk over informationerne i det lækkede dokument.

Facebook
Twitter