S-SF-vælgere: Nej til udlændingeaftale

Et flertal af S og SFs vælgere mener ikke, at S og SF bør tilslutte sig regeringens og DFs udlændingeaftal. Det viser en måling lavet for DR Nyheder.

(© Stock exchange)

Mens ledelserne i Socialdemokraterne (S) og i Socialistisk Folkeparti (SF) endnu ikke har taget stilling til, om de vil støtte regeringens og Dansk Folkepartis (DF) udlændingeudspil - herunder dets særlige pointsystem - er de to partiers vælgere mere klare i mælet.

Således mener et flertal på sammenlagt 60 procent af både S- og SF-vælgerne, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke bør tilslutte sig udlændingeaftalen. Det viser en meningsmåling som Epinion har lavet for DR Nyheder.

Især SF'ere imod

Det er især SFs vælgere, der er imod udlændingeaftalen. 66 procent - eller to ud af tre SF'ere - svarer nej. Mens det samme gælder for 56 procent af S-vælgerne.

23 procent af S-vælgerne og 15 procent af SF'erne er positive og mener, at deres partier bør tilslutte sig den omdiskuterede udlændingeaftale.

Nej til pointsystem

Aftalen indeholder blandt andet et pointsystem, der skal supplere 24-årsreglen og kvalificere kravene for familiesammenføring.

Også her er S-SF-vælgere negativt stemte. Således mener godt halvdelen - eller sammenlagt 57 procent - af både S- og SF-vælgere, at det en dårlig eller meget dårlig ide med et pointsystem, som skal kvalificere indvandringen til Danmark.

Det gælder for 55 procent af de socialdemokratiske vælgere, og for 62 % af SFs vælgere.

Blot 23 procent - svarende til hver fjerde - af sammenlagt alle adspurgte S- og SF-vælgere svarer, at pointsystemet er en god eller meget god idé.

Aftalen er fremmedfjendsk

På spørgsmålet " Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Den nye udlændingeaftale bidrager til en stigende grad af fremmedfjendskhed i Danmark?" er sammenlagt 66 procent - eller to ud af tre - af både S og SF vælgere er helt eller delvis enige.

Igen er det særligt SF'erne der tager afstand fra aftalen. 72 procent er SF'erne - eller godt syv uf af ti - mener, at den nye udlændingeaftale bidrager til en stigende grad af fremmedfjendskhed i Danmark. Det samme gælder for 62 procent af de socialdemokratiske vælgere.

18 procent - svarende til hver femte - af både S- og SF-vælgerne er helt eller delvis uenige i, at aftalen bidrager til en stigende grad af fremmedfjendskhed. 12 procent svarer hverken/eller, mens 5 procent svarer ved ikke.

Epinion-målingen er lavet på baggrund af i alt 608 gennemførte inter-view med repræsentativt udvalgte S- og SF-vælgere på 18 år og derover.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter