Ny lov om kvoteflygtninge

S til Støjberg: Tag hånd om de svageste kvoteflygtninge

Lave asyltal får Socialdemokratiet til at opfordre regeringen til at tage imod de allersvageste kvoteflygtninge.

Inger Støjberg skal efter sommerferien vurdere, om Danmark skal tage imod en lille gruppe af behandlingskrævende kvoteflygtninge, som er blevet afvist de seneste år. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Socialdemokratiet kommer nu med en klar opfordring til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):

Tag hånd om de svageste kvoteflygtninge i FN.

Det sker efter, at Berlingske i dag skriver, at kun 581 personer har fået tildelt asyl i Danmark i år - det er det laveste antal i flere år.

- Vi vil bare allerede nu gerne sige, at vi synes, at de behandlingskrævende bør der være plads til, siger udlændingeordfører Matias Tesfaye (S).

Regeringen satte for et par år siden en stopper for de 500 kvoteflygtninge, som Danmark traditionelt har taget imod hvert år via FN's kvotesystem.

I den forbindelse understregede Inger Støjberg dog, at en særlig behandlingskrævende gruppe kaldet "twenty or more" - der tæller blandt andet mennesker med handikap - skulle undtages.

Huggede bremsen i

Men kort efter blev bremsen også hugget i over for denne gruppe, der normalt tæller omkring 30 personer. Det er en gruppe flygtninge, der ikke kan få den behandling, de har brug for, i en flygtningelejr eksempelvis.

I forbindelse med, at et folketingsflertal sidste år besluttede, at det er den til enhver tid siddende udlændinge- og integrationsminister, der hvert år beslutter antallet af kvoteflygtninge, besluttede Socialdemokratiet at arbejde for, at Danmark i 2018 igen skulle tage imod de behandlingskrævende kvoteflygtninge.

Kompromiset blev indgået i partiet efter intern ballade, hvor en række folketingsmedlemmer kritiserede, at Socialdemokratiet bakkede op om regeringens forslag.

Efter sommerferien skal Inger Støjberg lave en vurdering af, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod, og Socialdemokratiet opfordrer nu udlændinge- og integrationsministeren til igen at lukke op for den lille gruppe.

S: Stadig lukket for kvoteflygtninge

Ifølge Socialdemokratiet skal der dog gå flere år med få asylansøgere i Danmark, før partiet mener, at Danmark igen skal tage imod de omkring 500 årlige kvoteflygtninge fra FN, siger Mattias Tesfaye:

- Man skal huske på, at udfordringerne med integrationen i Danmark bliver ikke afgjort af, at det går op et enkelt år eller ned et enkelt år. Det bliver af tilstrømningen i et årti eller to.

- Det er en meget langstrakt proces. Derfor skal vi også passe på med at hæfte os for meget ved et enkelt år eller to, siger Matias Tesfaye.

Men kunne man ikke overveje at begynde at plukke nogle flere kvoteflygtninge, når der kommer så få asylansøgere?

- Det er helt reelt, at jo flere år, der går, hvor den spontane asyltilstrømning er lav, jo mere giver det mening at have en mere reguleret flygtningepolitik, og der vil FN's kvoteflygtningesystem være det mest oplagte.

- Og vi synes så allerede nu, at man kan begynde at tage de mest behandlingskrævende flygtninge, den lille gruppe vi har taget hvert år, siger Matias Tesfaye.

V: Nej til alle former for kvoteflygtninge

Venstre er imidlertid "meget uenige" med Socialdemokratiet. Det fastslår Marcus Knuth, partiets udlændinge- og integrationsordfører:

- Det, at vi har haft et år eller to med meget lave asyltal, er ikke det samme som, at vi skal begynde at åbne op for kvoteflygtninge. Heller ikke for den svage kategori, siger han og tilføjer:

- Det kan lyde hårdt, men vores øverste prioritet er at sikre, at vi har færrest mulige integrationsproblemer i Danmark. Derfor holder vi fast til et nej til alle former for kvoteflygtninge.

Artiklen er opdateret med citater fra Marcus Knuth (V).

Facebook
Twitter